At skabe en hverdag i sygdommens skygge

Mens verden brænder med stadig mere drastiske indgreb fra dag til dag, prøver landmænd og andre at skabe en ny hverdag. Og i Shanghai skinner forårssolen.

Mon ikke du, kære læser, har det ligesom mig: På den ene side tjekker vi hver time de seneste nyheder på nettet om nye sygdomsudbrud, krak på aktiemarkedet og voldsomme indgreb og forbud over hele verden. Og på den anden side længes vi allerede nu, et par uger efter de første milde indgreb, efter noget, der ligner lidt hverdag. Den hverdag med rutiner og tryghed, vi ikke mindst i en krisesituation skal have for mentalt og menneskeligt at overleve.

Vi kan være det bekendt

I imponerende og opmuntrende grad ser vi et Danmark, ja, et Europa, der underordner sig de stadig skrappere krav fra myndighederne. For bare få uger siden var det den almindelige opfattelse, at kun et totalitært styre som det kinesiske kunne indføre så dramatiske begrænsninger i den personlige frihed - men man må sige, at da de europæiske demokratier først vågnede op, viste de sig at have samme mod til handling - i øvrigt med lille Danmark som et af de første. Jovist var der hamstring i Netto forrige onsdag, da danskerne misforstod statsministerens krav om, at vi skal handle nu, og vel var der forrige lørdag for mange, der så stort på begrænsningerne og gik på café. »Det kan I ikke være bekendt«, som dronningen så rammende og jordnært fik sagt. Men det var krusninger - vi gør i store træk det, statsministeren og eksperterne siger, vi skal. Ligesom kineserne!

At holde af hverdagen

Men hvis vi ikke snart sideløbende får skabt en bare nogenlunde tryg hverdag, kan det blive svært at få tingene til at hænge sammen inden i hovedet. Det er opmuntrende at se, hvordan landmænd indretter sig - med børnene hjemme og måske uden den udenlandske medarbejder, der er strandet i Rumænien. Foran ligger en presset og travl tid - gyllen kommer for sent ud, og der skal sås, gødes og sprøjtes, måske med lidt færre folk, da vi må forvente, at nogle bliver sygemeldt. Det bliver lidt besværligt og lidt kedeligt - konsulenten kan kun træffes på telefon, og chaufføren fra grovvaren og mejeriet har fået besked på at holde afstand. Men, igen, så må vi skabe en anden hverdag.

Da en af vore reportere ringede til formand Martin Merrild, havde han ikke tid til at tale. Han brugte de mødefrie dage til at tjekke dræn. Klogt og helt sikkert godt for både marken og sjælen.

En avis om det hele

I den avis, du sidder med lige nu, forsøger vi også at skabe en balance. Ja, vi fortæller meget om coronaens konsekvenser, men du får også en avis om landbruget i øvrigt. Kvælstofprognosen er ikke mindre betydningsfuld i år, og er det ikke lige nu, vi har brug for historien om frøfirmaernes succes - eller den unge kvægmand, der med en investor i hånden nu råder over 1.100 køer?

Solen skinner i Shanghai

For der er en tid efter corona. Niels Thomsen, leder af Danish Crowns fabrik i Kina, delte et opmuntrende opslag på Linkedin tidligere på ugen.

Han beskriver »to måneder i helvede i et fremmed land, langt hjemmefra, uden at vide, hvad den næste time vil bringe af sygdom, isolation og restriktioner«, men tilføjer: »Gå ikke i panik, følg instruktionerne, vær beredt, hold fokus... så vil du også en dag som jeg sidde i solen, kigge på foråret og sige« »ARGHH - det var barsk - MEN VI KLAREDE DET«.

Det kan ikke siges bedre - vi kommer også til at klare det i Europa. Hold både dagligdagen og Danmark flydende indtil da.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle