Der skal to til en tango
Som udgangspunkt er den eneste vej at søge dialogen, så naturligvis skal vi det, men nogle af de her organisationer er så meget i opposition til os, at de ikke ønsker den dialog. Derfor skal der to til en tango, og hvis de ikke vil dialogen, så er det omsonst, men så må vi melde det ud. Til gengæld skal vi tale med alle, der vil tale med os.
Frede Lundgaard Madsen, formand, Landboforeningen Midtjylland.
Vi skal turde stille krav
Jeg mener altid, at man skal søge dialog, men også kigge på hvad dialogen fører til. Selvom vi ikke bliver enige, så skal imødekommenhed altså avle imødekommenhed. Vi skal finde en balance, som både tilfredstiller baglandet og hjælper den store strategi. Nogle gange er det besværet værd at sige ’hertil og ikke længere’.
Hans Damgaard, formand, Kolding Herreds Landboforening.
De konkurrerer jo også
Jeg mener ikke, der er noget alternativ. Naturligvis skal vi modgå deres kampagner med fakta og viden, når de bevæger sig ud på et overdrev. Men vi skal også huske, at de konkurrerer på nogle markedsvilkår, hvor de skal profilere sig i forhold til medlemstal og kontingentkroner - så vi skal tage de dialoger, vi kan.
Niels Vestergaard Salling, formand, LandboNord.