Skov A/S er på Nutrifair for første gang

Selv om ventilationsvirksomheden eksporterer 90 procent, giver det god mening at deltage på Nutrifair i næste uge.

Skov A/S beskæftiger 390 medarbejdere på verdensplan, hvoraf omkring 275 har deres arbejdsplads i Glyngøre på Salling.

Det er i runde tal en fordobling på 10 år, og selv om virksomheden er solidt plantet i Salling, har man nu datterselskaber i både Rusland, USA, Thailand og Kina og har desuden egne sælgere eller salgskontorer i 25 lande.

»Selv om vi eksporter 90 procent, er det vigtigt for os at have Danmark som et solidt marked, vi følger tæt«, siger marketingschef Stig Veis Jørgensen, Skov A/S.

Nutrifair

Det er netop baggrunden for, at Skov i år vælger at udstille på Nutrifair for første gang.

Selv om langt de fleste produkter bliver eksporteret, er Danmark ofte dér, hvor udviklingen og tendenserne bliver spottet først.

»Vores største udfordring er faktisk ikke af teknologisk karakter, men at spotte nye krav fra omverdenen og omstille os til at opfylde dem«, lyder det fra Stig Veis Jørgensen.

Hertil kommer, at det stadig er godt at være »Made in Denmark«, når man producerer ventilations- og klimastyringer til svine- og fjerkræproduktioner, uanset hvor i verden man agerer.

Det kræver dog, at Danmark opretholder en animalsk produktion af en vis størrelse på begge områder.

Hele verden i Salling

Der bliver i højere og højere grad lagt højteknologisk viden i produkterne fra Skov.

Produktudvikling er ikke blot noget med at ændre design på en skorsten eller et spjæld. Det drejer sig om automatisering, højteknologi, produktionsovervågning og dokumentation af miljøpåvirkning.

»Vi gør meget ud af at lave projekter sammen med studerende på universiteter. Det er spændende både for dem og for os«, forklarer Stig Veis Jørgensen.

Ud over at samarbejdet udvikler nye produkter, skaber det også værdifulde kontakter, når fremtidige medarbejdere skal rekrutteres.

»Derfor er vores placering i Glyngøre ikke den hæmsko for rekruttering, som man måske kunne forestille sig«, siger han.

Det tæller nemlig på plussiden hos nye medarbejdere, at Skov er en international virksomhed, og det tiltaler i høj grad unge mennesker.

»Selv om vi ligger i Salling, ser vi hele verden som vores arbejdsplads«, siger Stig Veis Jørgensen.

I næste uge er en del af virksomheden dog flyttet til messehallerne i Fredericia.

Faktaboks

Skov A/S

  • Producerer ventilations- og klimaløsninger til svine- og fjerkræstalde.
  • Eksporterer 90 procent.
  • Deltager på Nutrifair for første gang.

Emneord

Nutrifair 2020

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle