45 år med juletræer har lært Egon Henriksen, hvor vigtigt der er at være rettidig med det hele.
Hul i hegnet. For sen sprøjtning. For lidt gødning. For meget ukrudt. Det er alle sammen ting, der kan gøre betydelig skade i en plantning af juletræer og pyntegrønt.
Egentlig er det ikke spor anderledes end med en traditionel landbrugsafgrøde, men alligevel overrasker det mange.
Kommer jeg en uge for sent med en lusesprøjtning, kan jeg se nålene krølle sammen. Er der hul i hegnet, bider rådyrene de friske skud. Får træerne for lidt gødning, bliver nålene for lyse. siger Egon Henriksen.
Ekstra jord 12 gange
Efter 45 år med juletræer og pyntegrønt taler 79-årige Egon Henriksen af erfaring. Den tidligere landmand passer egenhændigt sine syv hektar juletræer, tre hektar pyntegrønt og dertil lidt naturskov - også når der skal klippes pyntegrønt i op til otte meters højde.
Siden han købte det første lille stykke jord på Tuse Næs nord for Holbæk, har han ikke mindre end 12 gange købt ekstra jord op.
Da gården var på sit højeste, bestod den derfor af fyrstelige 22 hektar. Måske ikke det helt store efter nutidens målestok, men nok til at en familie kunne leve af det, da han også havde et lille savværk.
Nu om dage er Egon Henriksen på arbejde i skoven stort set hver dag.
Dagen starter kl. 7.30 med at fodre fasaner på seks foderpladser. Derefter går det slag i slag med de mange gøremål i selve skoven, men også med nogle af de mange afledte opgaver som at trække store stammer ud, brændehugning og at køre ukurante grene sammen til senere flisning.
Juletræer og pyntegrønt er en intensiv produktion, der let kan gå galt. Bare fordi der først skal høstes otte-ti år efter plantning, betyder det ikke, at man kan slække på pasningen. Man skal være med fra dag ét. Der er brug for begge hænder, og ikke noget der hedder venstrehåndsarbejde, siger Egon Henriksen.
Lus fra store graner
Med ærgrelse fortæller han om de lus, der med den rigtige vindretning flyver ind fra nogle store graner og på få dage sætter juletræerne helt til og suger kraften ud af dem. Og han viser træer, hvor nålene er blevet for lyse, fordi de ikke fik gødning nok, og derfor ender en kvalitetsklasse eller to lavere end godt er, når Skovdyrkerne skal klassificere træerne op til juletræssæsonen.
Selvom han i dag har trappet lidt ned, går det ikke ud over hans omhu og kvaliteten i skovdriften.
Men de næste år vender jeg mig lidt mere mod juletæer i stedet for pyntegrønt. Juletræer kræver ikke helt så meget arbejde, og arbejdet er heller ikke helt så fysisk, som når der for eksempel skal klippes pyntegrønt i otte meters højde, siger Egon Henriksen.
De seneste seks år har han derfor hvert år nyplantet mellem en halv og en hel hektar med nordmannsgran til juletræer.
Da produktionen var på sit højeste, solgte Egon Henriksen cirka 2.000 juletræer om året. I dag sælger han lidt færre træer og dertil omkring seks ton pyntegrønt.
Vi har aldrig nogensinde annonceret med salg at træer eller noget. De fleste træer afsætter vi gennem Skovdyrkerne. Pyntegrønt sælger vi til tre kirkegårde og et havecenter.«
»Og de sidste 40 år har vi haft en tradition med at holde julestue den sidste søndag før jul. Der bager vi omkring 800-900 æbleskiver og får en hyggelig dag ud af det. Og så sælger vi da også gerne lidt træer og pyntegrønt, siger Egon Henriksen med et smil.