Du kan mindske risikoen ved at mikse forskellige valutaer.
"Det har været ekstremt hedt på de finansielle markeder hen over sommeren. Valutamarkederne er i totalt selvsving. De er drevet af frygt og grådighed. Der er mange amatører på markedet, og det er ikke godt," sagde valutastrateg Lone Olesen, Jyske Markets, på et finansieringsseminar i LandboMidtØst i Hinnerup i tirsdags.
"Det er rigtig skidt på pengemarkederne, og man skal virkelig tænke sig godt om. Markederne er helt ude af balance og i vildrede."
Hun anbefaler derfor at holde vejret og undlade at give den "fuld gas" med hensyn til valutalån.
Valutamiks
Lone Olesen råder ligefrem til både at bruge livrem og seler. Det kan man for eksempel gøre ved at lave et valutamiks.
Et sådant miks kan for eksempel bestå af 25 procent schweizerfranc, 25 procent Singapore-dollar og 50 svenske kroner.
Fidusen ved denne lidt defensive strategi er, at man reducerer følsomheden over for store udsving, fordi der er en negativ sammenhæng mellem schweizerfranc og svenske kroner, idet de reagerer modsat på en rentenedsættelse i USA. På den måde kan man skrue ned for risikoen.
Yen dømt ude
Yen indgår derimod slet ikke i Lone Olesens bud på finansiering.
Hun forventer en styrket dollar, men først skal den ned og vende.
"Vi skal have luften renset. Der er en stor grådighed, og spekulanterne kan ikke få nok."
Hendes begrundelse for at dollaren vil stige er, at dollaren normalt styrkes, når økonomien svækkes. Det skyldes, at amerikanerne trækker deres penge hjem under krise.
Den amerikanske rentenedsættelse redder ifølge Lone Olesen på ingen måde verden, fordi der ikke kun er tale om en finansiel krise, men en mere fundamental økonomisk krise.
Europa er også ramt af den amerikanske krise. Europa har nemlig købt "finansielt skrammel" i USA, og nu vil USA ikke sælge dollar til Europa.