Skuldersår det store debatemne

TV-billeder af søer med skuldersår har sat en lavine af begivenheder i skred, og emnet blev også det dominerende på generalforsamlingen i Sydvestjysk Landboforening i Varde, fortæller foreningens informationschef, Lilli Snekmose.

I beretningen omtalte formand Claus Christensen billederne som rigtig uhyggelige:

"Politisk er der voldsom fokus på at komme problemet til livs, og jeg synes, det var meget glædeligt, at der allerede dagen efter, at billederne var blevet bragt, blev reageret på Axelborg. Samme dag blev der holdt møde mellem Dansk Landbrug, dyrlægerne og branchen, og dette initiativ har sikkert afværget et politisk hasteindgreb," sagde formanden.

Under debatten om formandens beretning vendte Karl Barslund tilbage til emnet. Han fortalte, han selv som svineproducent forgæves forsøgte at skabe interesse for at løse problemet med skuldersår gennem avlsarbejde.

"Ingen ville høre efter. Jeg gav op og blev kvægmand i stedet for, men det skærer stadig i hjertet at se de billeder, der blev vist i TV. I mine drengedage kendte vi ikke til søer med skuldersår, og den situation må vi kunne avle os tilbage til," mente han.

En anden deltager, Thyge Nielsen, der selv er svineproducent, regionspolitiker og medlem af Dyreværnsrådet, har besøgt soslagteriet i Skærbæk.

"Vi så ikke søer med åbne skuldersår, men så nogen, hvor man efter slagtning kunne bevise, at der skjulte sig gamle, ophelede skuldersår," sagde Thyge Nielsen og fortsatte provokerende:

"Hvornår er det blevet strafbart at helbrede et sygt dyr? Rent juridisk og dyreværnsmæssigt bliver man nu knaldet for at have helbredt et dyr, der måske for tre år siden havde et skuldersår. Det har store konsekvenser," anførte han, men understregede, at han er enig i, at problemet med, at søer får skuldersår, skal løses.

Landmænd har oplevet mange år med katastrofale, økonomiske resultater, men i år lød der ingen jammerklage fra Claus Christensen. Langt de fleste fik et rigtig godt år i 2006, slog han fast.

Også i Sydvestjysk Landboforening er årets resultat godt. Regnskabet viste et overskud på cirka 1, 5 mio. kr., og heraf er én mio. kr. tilbagebetalt medlemmerne.

Cirka 140 deltog i generalforsamlingen på Hotel Arnbjerg i Varde.loh

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle