Slagteriboss håber at kunne bremse svinefald det kommende år

Faldet i antal slagtninger blev større end i 10 år, men nu er der måske håb på vej. Danish Crowns regnskab havde slået rekord, hvis ikke det var for underskuddet i britiske Tulip.

Danish Crown slagtede i 2015/16 i alt 3,6 procent færre grise herhjemme.

»Faldet er en spids mere end de foregående ti år,« erkender topchef i slagteriet Jais Valeur.

Danish Crown har de sidste mange år forsøgt at vende nedgangen, men som bekendt uden held. Nu mener Jais Valeur, at slagteriet kan se tegn på, at udviklingen kan vendes.

»Vi har set for første gang en opjustering af prognosen i sidste uge. Tidligere var den et meget stort fald, men nu tegner det til et mindre fald. Det er første gang, der har været opjustering, så længe de fleste her kan huske det,« siger han.

»Det giver mig lidt tiltro til, at vi kan få stabiliseret råvaregrundlaget. I øjeblikket er det en udmærket forretning at producere slagtesvin. Og så kommer nybygningstilskuddene også med lidt optimisme,« mener topchefen.

Han fremlagde denne uge nøgletal for sit første år som direktør i Danish Crown. Et år, der blev præget markant af to vigtige markeder, der gik i hver sin retning.

»Det er gået rigtig godt i Kina. Vi når op på en eksport på knap 5 mia. kr. Det er godt både for selskabet og for ejerne, for det har løftet hele markedet for grisekød,« fortæller slagteribossen tilfreds.

Omvendt gik det i England, hvor krisen i det vigtige selskab Tulip Ltd. fortsætter.

»Vi har haft et tab på et tocifret millionbeløb i England,« siger Jais Valeur, der ikke vil ud med de konkrete tal for hverken døtrenes eller de enkelte markeders resultater.

Han oplyser dog, at nedgangen og tabene i England efter bl.a. tab af ordrer for over en milliard kroner årligt er større end faldet i resultatet for hele koncernen.

Her dykkede tallene på bundlinjen fra sidste års 1,82 mia. kr. til 1,64 mia.

»Vi følger genopretningsplanen, men vi vil fortsat være udfordret et par år endnu,« siger Jais Valeur.

Brexits følger på kursen

Ser man på nøgletallene for Danish Crown, springer det i øjnene, at balancen er faldet med hele 1,5 mia. kroner i forhold til sidste års 26,8 mia. kr.

Her spiller Brexit med efterfølgende valutafald bl.a. ind. Pundets lavere kurs var ifølge topchefen også årsagen til den reducerede egenkapital med 300 mio. kr.

»Men vi har også været dygtige til at styre lagre og betalinger. Det betyder, at vi har reduceret vores rentebærende gæld med 1,5 mia. kroner det sidste år. Det er faktisk rigtig godt håndværk det sidste år, for det giver os et rigtig solidt kapitalgrundlag,« fortæller Jais Valeur.

Den nye strategi for Danish Crown de næste fem år kredser om, at koncernen skal længere frem i værdikæden med yderligere forædling. For at virkeliggøre dette skal der efter al sandsynlighed bruges penge til at købe op, og her er den forbedrede soliditet og lavere gearing en stor fordel.

Det altoverskyggende nøgletal er dog fremover Danish Crowns nøgletal i forhold til de europæiske konkurrenter.

»Vi endte 25 øre over den europæiske kurv. Og vores løfte er at lægge 60 øre oven i det resultat, vi har lavet i år,« lover Jais Valeur sine ejere.

Faktaboks

Danish Crowns nøgletal

  • Omsætning for første gang over 60 mia., nemlig 60,038 mia. kr.
  • Resultat på 1,639 mia. kr. Heraf udbetales 1,3 mia. til ejerne.
  • Svineandelshavere får 100 øre/kg i efterbetaling. Til so-andelshavere er der 80 øre, mens kreatur-ejerne får 130 øre/kg. Dertil kommer 7,5 øre/kg til svineandelshavere og 15 til kreaturandelshavere på de nye PA-konti.
  • Antallet af andelshavere faldt med 415 til nu 7.605 ejere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle