Slagterichef: Nu er kvægnoteringen atter robust

Kalve- og oksekødsnoteringen er tilbage på før-corona niveau takket være et forbedret salg af alle dele på slagtekroppen. Slagterichef forudser prispres i efteråret.

Alt er gået kalve- og oksekødets vej siden 1. maj, og alle kategorier er nu tilbage på niveauet før corona.

Sådan opsummerer en tydeligt glad Finn Klostermann, CEO hos Danish Crown Beef.

»Vi har været i den gunstige situation, at der har været øget efterspørgsel på alle dele på slagtekroppen. Og når det europæiske udbud af slagtekvæg har været lavere end normalt, har det givet mærkbare prisstigninger og en notering, som nu er robust«, summerer Finn Klostermann op.

I sidste uge opjusterede Danish Crown Beef noteringen med 60 øre pr. kg for stude, kvier og køer. Det var den højeste prisregulering i over et år.

Hudepriser i stor fremgang

Ofte taler man i branchen alene om, hvad kødet koster. Men en del af prissætningen er også, hvad biprodukterne og huderne kan afsættes til.

»Hudemarkedet havde det svært allerede før corona, og pandemien gjorde det ikke bedre. De fleste af læderets afsætningskanaler var påvirket, men nu er det gået op. For enkelte kategorier - de allerbedste - er hudeprisen fordoblet på halvandet år«, noterer Finn Klostermann.

For kødet har det været mærkbart, at flere har måttet og villet spise på restaurant. Samtidig er der importeret mindre kød fra eksempelvis Sydamerika, så det europæiske oksekød har ikke oplevet samme konkurrence som tidligere på det indre marked.

Prispres forude

Udbuddet af slagtedyr i EU har hen over sommeren været lavere end vanligt. Aktuelt er tilførslen på et normalt niveau i Danmark, men fortsat lavere i Tyskland, hvor Danish Crown også har slagteriaktiviteter. Ifølge Finn Klostermann skyldes det lavere udbud syd for grænsen, at landmændene har travlt med at høste og ikke sender dyr til slagtning.

Efterårsmånederne byder traditionelt set på større udbud, når tiden på græs er slut, og dyrene enten skal på stald eller slagtes.

»Jeg forudser et pres på prisen hen over efteråret pga. det stigende udbud. Men kan vi styre uden om coronarestriktioner, ser jeg frem mod højtiden med jul og nytår, hvor markedet kan være rigtig fornuftigt«, vurderer Finn Klostermann.

Slagterichefen skeler også til svineprisen, som aktuelt er nedadgående. Bliver prisforskellen mellem okse- og svinekød for stor, kan det betyde, at nogle fødevareproducenter vil overveje at ændre deres recepter, så svinekødet fylder mere på bekostning af oksekød.

Stigninger nødvendige

Hos DLBR Slagtekalve glæder rådgiver Per Spleth sig over de prisjusteringer, som de danske kalve- og oksekødsproducenter har fået i denne sommer. Opjusteringerne har været nødvendige for at fastholde konkurrenceevnen i branchen, mener han.

»Den ekstra indtægt fra slagtekroppen er blevet opslugt af de stigende foderomkostninger, som møder producenterne nu her ved høst. Det kunne være rart, hvis vi kunne betale mælkeproducenterne noget mere for spædkalvene, men så skal kødet stige yderligere. Der er ikke råderum til mere lige nu«, vurderer han.

Faktaboks

Noteringen nu og i uge 1

  • Dansk Kalv i formklasse tre med slagtevægt på 180 kg: Fra 21,9 kr. pr. kg til 24,37 kr. pr. kg.
  • Ungtyr i formklasse otte med slagtevægt på 280 kg: Fra 22,55 kr. pr. kg til 24,97 kr. pr. kg.
  • Ko, kvie eller stud (over 42 mdr.) i formklasse fem med slagtevægt på 300 kg: Fra 16,90 kr. pr. kg til 20,57 kr. pr. kg.
  • Noteringen er basisnoteringen, dvs. uden efterbetaling og øvrige mulige tillæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle