Slagterier fanget i international krise

Europæiske slagterier må tålmodigt se til, mens Kommissionen forsøger at få ophævet russisk importforbud.

På tredje uge må en række europæiske slagterier, herunder Danish Crown og Tican, se til, mens et russisk importforbud umuliggør salget af europæisk svinekød til det vigtige russiske marked.

Både Danish Meat Association og Fødevarestyrelsen har gentagne gange forsøgt at dokumentere over for russerne, at grundlaget for importforbuddet er forkert. Men russerne fastholder beslutningen om at lukke for importen fra syv europæiske lande. I den forløbne uge har russerne endda udviddet forbuddet til også at omfatte en række nye virksomheder.

EU-Kommissionen er nu gået ind i sagen i et forsøg på at få en dialog med russerne.

"Vi fastholder, at europæisk kød ikke udgør en risiko for de russiske forbrugere, og at de russiske myndigheders beslutning om at forbyde importen fra de syv lande er forkert," lyder det fra EU's sundhedskommissær, Androulla Vassiliou.

Langt under grænsen

De russiske myndigheder indførte forbuddet i begyndelsen af maj, efter at de tilsyneladende fandt rester af antibiotika - i form af stoffet doxycylicin - i importeret kød. EU-Kommissionen afviser dog russernes dokumentation.

"Ud fra den information der er tilgængelig for Kommissionen, er de rester af antibiotika, som russerne påstår de har fundet, langt under de grænser, som EU-lovgivningen og internationale standarder tillader," oplyser sundhedskommissæren.

Hverken Tican eller Danish Crown ønsker at oplyse præcist, hvor meget russernes import-forbud koster slagteri-koncernerne i tabt fortjeneste. Men sidste år beløb den danske eksport af svinekød til Rusland sig til cirka 2,2 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle