Små ændringer forbedrer farestien

20 driftsledere gav VSP og inventarfirmaer idéer til, hvordan kassestierne kan forbedres.

Hvordan forhindrer man svineri ved sokrybben og langs inventaret til nabostien? Hvordan bruger man mindre tid på at give søerne halm?

Det var nogle af de spørgsmål, 20 driftsledere for et par år siden stillede VSP og inventarfirmaerne Ikadan Systems og Vissing Agro.

»På nogle punkter nåede vi frem til brugbare løsninger, mens vi på andre områder ikke nåede så langt,« forklarer projektchef Lisbeth Brogaard Petersen, VSP.

Det viste sig for eksempel vanskeligt at fremstille en baglåge til farestien, der både gav personlaet en lettere adgang til stien og som samtidig forhindrede pattegrisene i at løbe ud af stien.

»Det er et godt eksempel på, det tager lang tid at udvikle nyt inventar, men både Ikadan Systems og Vissing Agro har taget udfordringen op og arbejder videre med at finde en løsning,« forklarer Lisbeth Brogaard Petersen.

Efterspørgsel nødvendig

Hun påpeger, at det også drejer sig om at skabe efterspørgsel hos svineproducenterne efter forbedringerne.

»Til daglig oplever mange, at kassestien fungerer udmærket, og så tænker man måske ikke så meget i forbedringer,« siger hun.

Men mange svineproducenter, der ikke er helt unge længere, kan godt se fidusen i, at adgangen til stien bliver nemmere.

»Som 25-årig er det måske ikke et problem at skræve ind over 50 cm højt inventar 200 gange om dagen, men det kan det blive, når man runder 40 år,« påpeger Lisbeth Brogaard Petersen.

»Netop boksbaglågen er en de ting, som firmaerne arbejder videre med,« siger chefforskeren.

Dræn under krybben og langs stisiden blev også testet i forsøget.

»Indretter man stien med dræn både bag soens krybbe og langs stisiden, så kan man faktisk reducere problemet med svineri i stien med omkring 75 procent,« forklarer Lisbeth Brogaard Petersen.

Halmhæk

Lettere tildeling af halm var også et ønske hos de 20 driftsledere.

Firmaerne afprøvede forskellige modeller til montering enten over krybben eller på gulvet ved siden af krybben.

»Placeringen over krybben var bedst,« fastslår Lisbeth Brogaard Petersen.

Desuden skal hækkens bagside være lavet af en plade, så halmen ikke falder bagud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle