Små indsatser gør en forskel for vildtet

Landmand Poul Jakob Bønløkke er med i et markvildtlaug. Han er positivt overrasket over, at selv små indsatser kan gøre en forskel.

Poul Jakob Bønløkke, fra Lyngbygaard vest for Aarhus, er en af de landmænd, der styrker levesteder og biodiversitet gennem at være med i et markvildtlaug. Det har han været de seneste 5-6 år, og det har været en positiv oplevelse for planteavleren, der driver 600 ha.

»Lauget rækker over cirka 2000 ha, og vi er syv naboer, som er med, mens jægerforbundet fungerer som tovholder. Jeg synes, vi har fået et rigtig godt samarbejde op at stå, hvor vi i lauget nærmest går og hidser hinanden op til de næste indsatser, og får lavet noget synergi i arbejdet på tværs af skellene. Det fungerer virkelig fint«, fortæller Poul Jakob Bønløkke.

Han glæder sig blandt andet over, at Jægerforbundet sørger for tællinger af vildtet, så man har konkret viden om effekten af indsatsen.

»Det er godt, at vi sort på hvidt får dokumenteret, at der er en effekt af de ting, som vi går og gør«, siger Poul Jakob Bønløkke, som i sin tid i markvildtlauget flere gange er blevet overrasket over, hvor lidt, der skal til for at gøre en forskel for vildtet.

»Jeg har efterhånden fået en bevidsthed om, at det ikke behøver være store indsatser. Små simple tiltag kan også gøre en forskel. Nogle af dem har jeg måske tidligere gjort ubevidst, men nu har jeg fået en bedre forståelse for, hvad der virker og kan passes ind i driften. Det meste er ganske simpelt og ikke noget, der er meget arbejde eller bøvl med.«

Poul Jakob Bønløkke fremhæver, at det er lodsejerne selv, der sætter tempoet, og at alt foregår på frivillig basis.

»Vi gør det, der er basis for, og får en masse god hjælp og sparring af Jægerforbundet. Vi har en god dialog med dem om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad mulighederne er. Det er en model, som jeg i hvert fald synes fungerer rigtig godt i vores laug. Kan man få samarbejdet til at køre så godt, så kan jeg ikke få øje på andet end fordele ved at gå ind i et markvildtlaug«, siger Poul Jakob Bønløkke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle