Små slagterier stopfyldt - nej til Tican

Flere Tican-producenter har forsøgt at finde ny afsætning af søer og slagtesvin. De små slagterier vil gerne hjælpe, men har i forvejen kæderne fyldt.

Telefonerne har glødet og slagtelinjerne været propfyldt på landets mindre slagterier i de seneste måneder.

Både Tican selv og en række af slagteriets leverandører har nemlig kontaktet konkurrenterne for at bede om hjælp til at få slagtet grise, bekræfter flere af dem.

»Tican har ringet. Vi ville gerne hjælpe, men vi kan ikke, for vores kapacitet er udnyttet fuldt ud. og vi er på hælene allerede«, forklarer adm. direktør Leo Grønvall fra Danepork.

Samme besked lyder til andre svineproducenter. Danepork starter byggeri af stor udvidelse om få uger, men Leo Grønvall vil ikke tegne kontrakter til næste års leverancer, før han ved, hvornår nybyggeriet står klar.

Også hos Sevel Slagteri har Søren Westergaard og medarbejderne talt med mange leverandører.

»Vi har klart mærket det. Folk ringer, fordi de ikke kan komme af med deres grise i de vante kanaler«, siger direktør Søren Westergaard.

Hænger med 8 dage

Tican har siden foråret haft udfordringer med at slagte i tide, efter slagteriet måtte udsætte planlagte opgraderinger som følge af coronalukningen.

Flere tiltag siden har ikke formået at indhente efterslæbet, der p.t. er på otte dage - med forskydninger i afhentning på op til 14 dage.

Det førte i juni til en henvendelse til både Danish Crown og de øvrige, mindre danske slagterier.

»Vi har hjulpet Tican, da de ringede. Ikke i det omfang, de havde ønsket, og som vi havde lyst til, men vi har samarbejdet om det, der var muligt«, forklarer Søren Westergaard, der også har fået nye kunder efter henvendelser fra Ticans frustrerede leverandører.

»Vi har kunnet hjælpe lidt med slagtning af slagtesvin, som vi sælger til et privat slagteri på Sjælland. Vi har taget de kunder ind, vi har kunnet, men vi var rimelig fyldt, så de fleste har vi måttet afvise«, lyder det fra direktøren, der ikke kan sætte tal på mængden af grise, som Sevel har taget ud over det vanlige.

Både Westergaard og Leo Grønvall fortæller, at de samtidig har været begrænsede af de tumultariske forhold på markedet for grisekød. Lukningen af Tönnies’ slagteri og udbening skabte store omvæltninger i afsætningen af såvel so-kød som andre udskæringer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle