Smågrisene strømmer ud af landet

Prisen på smågrise er så høj i Tyskland, at det kniber for danske slagtesvineproducenter at fylde staldene.

SPF-selskabet giver ikke længere danske slagtesvineproducenter positiv særbehandling. Bestyrelsen har sat dem til at drive selskabet 100 procent på kommercielle vilkår, og det gør nu ondt på danske slagtesvineproducenter. Især sjællandske.

Ifølge Hans Jørgen Rasmussen, chefkonsulent i ØØSB, betyder det, at smågrisene vælter over grænsen til Tyskland, og at der efterhånden står tomme slagtesvinestalde herhjemme, fordi danskerne ikke kan købe grise til puljeprisen. Det finder han problematisk.

Efter hans oplysninger betaler tyske slagtesvineproducenter 460 kr. pr. smågris, selv hvis de ikke har nogen status. I uge 7 får en dansk soholder ved salg til eksport 350-377 kr. for en 30-kilos-gris uden status, cirka 100 kr. mindre end tyskeren giver.

"100 kr. pr. gris er mange penge til transport og avance. Nogle må meget hurtigt blive rige af disse handler," siger han.

Hans Jørgen Rasmussen mener, at en medvirkende årsag til, at grisene vælter over grænsen, er, at SPF-selskabet også tjener på transporten og derfor foretrækker at sælge ud af landet.

Forrygende efterspørgsel

Peter Skov Madsen, direktør for SPF-selskabet, bekræfter, at efterspørgslen efter smågrise er forrygende lige nu. Derfor mangler der både syv-kilos- og 30-kilos-grise uanset status, og puljeprisen ligger et godt stykke over den beregnede notering. Når efterspørgslen er meget stor, er der nogen der ikke kan få grise.

"Det er svært, og vi river os selv i håret, fordi vi har flere købere end sælgere," siger han.

De høje tyske priser og det store prisspænd, som Hans Jørgen Rasmussen påpeger, afviser han heller ikke. Det tyske marked er nemlig prismæssigt meget uigennemskueligt.

"Der findes alle mulige priser," siger Peter Skov Madsen.

Men han understreger, at SPF-selskabet ikke tjener 100 kr. pr. gris, som han antyder. I uge 7 var bruttoindtjeningen 48,97 kr. pr. gris.

Tjener på transport

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at SPF-selskabet foretrækker at sælge på det tyske marked, hvis prisen er bedst der, og hvis selskabet kan tjene mere på transporten ved at sende grisene til Tyskland end til Skibby.

"Når alt andet er lige, sælger vi til den danske køber, men vi driver jo en forretning, det forventer ejerne af os," siger han.

Ejerne er Danske Slagterier, og formanden, Bent Claudi Lassen, finder det meget uheldigt, at der er landmænd, som gerne vil producere slagtesvin, som ikke kan få grise. Det betyder også, at slagterierne unyttes ringere.

"Det er meget bekymrende, men det er ikke SPF-selskabets skyld, det er prisen på grise i Tysklands skyld," siger han.

Alligevel bakker han op om, at SPF-selskabet sælger smågrisene til dem der betaler den højeste pris. Han understreger dog, at det kun må være prisen på grisen, og ikke fortjenesten på transporten, der bestemmer, hvor grisen går hen.

Han betegner i øvrigt den aktuelle mangelsituation herhjemme som en cyklisk bevægelse, der udligner sig over tid.

Sælger også til danskere

Selv om der hvert år går mere end tre mio. smågrise til eksport, og selvom efterspørgslen fra Tyskland er meget stor lige nu, sælges hver dag masser af smågrise til danskere, oplyser Peter Skov Madsen. Men man kan ikke bare ringe og regne med at købe grise, når man vil.

"De kan dukke op om fem minutter, i morgen eller om en uge, det ved vi ingenting om, for smågriseproducenterne tilmelder dem løbende," siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle