Smal traktor med luksus for de kræsne

Vario-transmission, affjedret foraksel med niveauregulering og armlænsbetjening. Det lyder som en landbrugstraktor men har faktisk fundet vej til den nye Fendt 200 Vario plantagetraktor.

Den nye serie af de smalle traktorer, som blev vist på SIMA maskinudstilligen i Paris, er de første i deres klasse med Vario-transmission. Et område, hvor konkurrenterne enten kører med geartransmission eller hydrostat. Ligesom på de større modeller har den blandt andet TMS-funktion, der automatisk sænker omdrejningerne når belastningen falder, og turbokobling.

Førerkabinen er udstyret med flere detaljer, der ligner dem fra 900-serien. Herunder et betjeningsarmlæn med multifunktionsjoystick, der gør op med traditionen om, at en smalsporstraktor skal have en masse mekaniske håndtag spredt ud i den trange kabine. Liften bagpå kan løfte fra 2,7 til 3,1 ton. Alle dens funktioner, herunder tilt, styres elektronisk.

Motorerne er trecylindrede og bygges på AGCO Sisu Power motorfabrikken i Finland. De har commonrail indsprøjtning og leverer ydelser fra 60 til 100 nominelle hk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle