Snart slut med træk i støtten for flyvehavre og bjørneklo

Lille revolution af reglerne for krydsoverensstemmelse på vej. Mange krav udgår, der indføres advarsler for bagateller, kontrollen forenkles, nabotjek i gang.

NaturErhvervstyrelsen er på vej med en lang række ændringer af de forhadte regler for krydsoverensstemmelse. Ændringer, som bl.a. betyder færre KO-krav og dermed færre områder, hvor landmænd oven i den nationale sanktion risikerer at få et klip i deres landbrugsstøtte.

Blandt andet vil landmænd, som har undladt at bekæmpe bjørneklo eller flyvehavre på deres marker, ikke i fremtiden risikere at få et træk i deres landbrugsstøtte.

Det er bare et par af de ændringer i KO-reglerne i 2015, som fremgår af NaturErhvervstyrelsens udkast til nye regler om krydsoverensstemmelse (KO) - vejledning og bekendtgørelse, som var i høring før jul. I styrelsen understreger man, at der endnu kun er tale om et udkast, mens de endelige regler først ventes på plads i løbet af februar.

Mange KO-krav udgår

Udkastet til de nye regler tyder dog på, at der vil komme mange ændringer i KO-reglerne i 2015, som landmænd vil hilse velkommen.

Bl.a. udgår en række KO-krav vedrørende spildevandsslam og vedligeholdelse af plantedække på udyrkede landbrugsarealer, på permanente græsarealer og på græsarealer i omdrift.

Det samme gælder krav om at tilkalde dyrlæge ved mistanker om en række sygdomme, såsom mund- og klovesyge, smitsomt blæreudslet og bluetongue.

En række KO-krav i relation til sprøjtemidler står også til at falde væk: bl.a. skal sikker opbevaring af plantebeskyttelsesmidler ikke længere straffes med et træk i støtten oven i de bøder og andre nationale sanktioner, der er på området.

Det samme gælder kravet om en beskyttelseszone på 25 meter ved vandboringer, hvor der anvendes pesticider.

Advarsler og nabotjek

NaturErhvervstyrelsen lægger også op til, at der indføres advarsler i forbindelse med mindre betydelige overtrædelser.

Og så er styrelsen i fuld gang med at bearbejde et vækst- og nabotjek af reglerne for krydsoverensstemmelse, hvor den sammenligner den danske implementering med nabolande som Sverige, Tyskland og Nederlandene.

Formålet er at »afklare, om den danske implementering af KO-reglerne skaber barrierer for erhvervets vækstmuligheder« og imødekommer et ønske fra Landbrug & Fødevarer.

Opgaven har været varetaget af COWI for NaturErhvervstyrelsen.

Endelig sker der en stor ændring i, at kontrollen for krydsoverensstemmelse fra årsskiftet er forenklet og centraliseret, så NaturErhvervstyrelsen nu er den centrale kontrolmyndighed på KO-området, mens kommunerne ikke længere skal indberette.

Faktaboks

Nye regler på vej

  • NaturErhvervstyrelsen venter at være klar med ny vejledning om bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse til februar.
  • I udkastet er der lagt op til et nyt KO-krav: Om forbud mod at klippe hække og træer på landbrugsarealer i fuglenes yngletid.

Emneord

krydsoverensstemmelser

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle