Sneglevogne sætter farten op

To nye Cestari-sneglevogne øger både kapaciteten og komforten og kan også bruges til korngrave med hydraulisk betjent bundlem.

Verdens største producent af sneglevogne, argentinske Cestari, lancerer to nye modeller, som øger sneglevognskonceptets kapacitet, komfort og fleksibilitet betragteligt.

Den toakslede 16200 med 16 ton kapacitet kommer således med hydraulisk affjedring af trækket samt hydraulisk styring og betjening af tømmesneglen og dermed variabel aflæsningshøjde og -afstand. Afgangsrøret kan tilmed forlænges efter behov. Desuden er 16200’eren udstyret med den 420 mm tømmesnegl, der hidtil ellers kun har siddet på de allerstørste Cestari-modeller.

Kan fylde graven

Cestaris ’storebror’, den treakslede 27000’er, kan nu på baggrund af kundeønsker fås med hydraulisk åbning af bundlemmen i hele vognens bredde.

Det øger anvendelsesmulighederne, når sneglevognen både kan læsse af i højden ved for eksempel videretransport i lastbil - og direkte på gulvet ved en korngrav, når markerne ligger tæt på.

Flere tilvalg

De to nye modeller i Cestari-programmet er som de øvrige udstyret med BPW-aksler, hydrauliske bremser og Trelleborg-dæk med valgmulighed mellem flere dimensioner. Den har en tømmetid på ca. tre minutter.

Rullepresenning, sideforhøjning, styrbare aksler, særligt smalle versioner på kun 2,5 meters bredde samt særligt udstyr ved brug til flytning af gødning og ifyldning af spreder eller gødningstank er blandt tilvalgsmulighederne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle