So nr. 4567 er måske landets ældste opformeringsso

Hun står på Bjernegaard ved Assens og har netop fejret seks-års fødselsdag.

"Egentlig skulle hun have været slagtet efter sit 13. kuld, men så var hun blevet behandlet og skulle alligevel stå over på grund af slagtefristen. Så tænkte vi, at vi lige så godt kunne løbe hende." Sådan lyder det fra driftsleder Kim Holst, Bjernegaard ved Assens, der ikke er er vant til at holde søerne så mange år.

Kim Holst og personalet er lidt inspiret af den gamle so, der indtil for nylig stod hos Morten og Tommy Haaning på Mors, og som har været omtalt i LandbrugsAvisen flere gange. Den gamle på Mors nåede at få 25 kuld, før hun tidligere i år endte sine dage på Foulum, hvor en gruppe forskere gerne ville undersøge den 11 år gamle so for alderdomstegn.

Så gammel er nr. 4567 ikke endnu, men hun gør det alligevel ganske godt, også med hensyn til avlsindeks. Hun startede med at ligge helt oppe på indeks 125, da hun blev løbet første gang i efteråret 2005. Siden er det naturligvis faldet, men betydeligt mindre end man kunne forvente.

"Hun ligger stadig på indeks 101, så både hun selv og hendes familie har gjort det rigtig godt," konstaterer Kim Holst.

Men indeks er én ting. Opførsel i stalden noget andet, men også på dette område får hun ros fra personalet.

"Hun er drægtig med sit 14. kuld og er ikke løbet om en eneste gang," fortæller Flemming Holst, der passer løbeafdelingen på Bjernegaard.

Og en tur rundt på gangen klarer hun også i fin stil og uden mindste tegn på svaghed i bentøjet.

"Hun har gode ben, klarer faringerne selv og er god til at passe sine pattegrise," fortæller Kim Holst.

Derfor ligger so nr. 4567 med en effektivitet på 16,9 levendefødte pr. kuld og 12,9 fravænnede grise pr. kuld. Hun har også været brugt som ammeso en gang. Om hun skal have flere kuld, end det der allerede er på vej i hende, har Kim Holst ikke afgjort.

"Mange søer i opformeringsbesætninger får kun et eller to kuld, og hos os er det sjældent med søer med mere end fem kuld, men nr. 4567 er altså undtagelsen der bekræfter reglen," siger driftslederen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle