Sojabønner en mulig økologisk afgrøde

Forsøg viser, at afgrøden kan dyrkes til modenhed i Danmark.

Sojabønner kan blive en ny afgrøde for danske økologiske landmænd. Det er den foreløbige konklusion af et projekt, som har til formål at dyrke sojabønner til både fødevarer og foder i Danmark.

Deltagerne i projektet er DJF Aarhus Universitet, Dansk Landbrugsrådgivning Økologi og firmaet Naturli' Foods A/S, Århus, der producerer en række sojaprodukter.

Baggrunden for optimismen er tre års forsøgsdyrkning af sojabønner på Jyndevad Forsøgsstation i Sønderjylland. Her er det hvert år lykkedes at producere sojabønner til modenhed. De danske udbytter er ganske vist lavere end de kendes fra sydlige himmelstrøg, ligesom proteinindholdet heller ikke kommer helt på højde med indholdet i bønner fra plantens hjemlande.

På niveau med Mellemeuropa

"Men vores resultater ligger på linie med sojabønner dyrket i Polen og Mellemeuropa, og det er muligvis nok til at gøre afgrøden konkurrencedygtig. Der er jo primært tale om sojabønner til human ernæring, men som også kan indgå i dyrefoder," siger konsulent Peter Mejnertsen, Dask Landbrugsrådgivning Økologi.

Eksempelvis blev der i 2007 høstet 1,7 ton bønner pr. hektar i de danske forsøg, og det resultat er cirka 75 procent af udbytterne i Sydeuropa. Proteinindholdet i danske bønner blev målt til 25-38 procent, hvilket er lidt lavere end i bønner dyrket i syden.

Egner sig til formålet

"Alt tyder på, at danske sojabønner kan bruges til de formål, vi har med dem på Naturli' Foods," siger Hans Ove Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Naturlig' Foods og projektansvarlig for sojabønneprojektet.

"Vi modtager sojabønner fra mange fjerne lande, men det vil være en fordel for os, hvis vi kan bruge dansk soja i stedet for. Det vil både give os større sikkerhed for, at produkterne er, hvad de giver sig ud for at være, men det vil også være i tråd med ønskerne om både økologi og bæredygtighed, som vi kan bruge i markedsføringen af sojaprodukter."

Om dyrkningen er økonomisk rentabel, afhænger naturligvis af, om de lavere danske udbytter kan opvejes af en pris, som gør sojabønner konkurrencedygtig med andre afgrøder.

"Netop rentabiliteten for landmændene og Naturli' Foods ved at bruge dansk soja skal afklares i løbet af de to år, som projektet har tilbage," siger Hans Ove Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle