Som smed er han feltets outsider

En af finalisterne er ikke i lære som landbrugsmaskinmekaniker, men derimod som landbrugssmed.

Peter Langholz Schmidt er som den eneste i feltet i lære som landbrugssmed.

»Det er jo Danmarks bedste Landbrugsmaskinmekanikerlærling, så jeg troede ikke, at jeg kunne deltage. Men jeg blev spurgt af en af mine lærere om, det ikke var noget for mig, og så tænkte jeg: »Jo, hvorfor ikke?«. Det er en stor ting at dyste om at være den bedste lærling, og det er fedt at vise, hvad man kan«, siger Peter Langholz Schmidt.

Uddannelserne har både fællestræk og forskelle.

»En landbrugssmed er mere en all rounder. I vores uddannelse betyder smedefaget lige så meget som landbrugsmaskinfaget, så vi smeder mere, har om VVS og materialegenkendelse. En landbrugsmaskinmekaniker har i grove træk mere om motorer og mere fejlfinding. Ellers er det næsten det samme, vi laver. Jeg vil sige, at min uddannelse er lidt bredere, men den går knap så meget i dybden«.

En stor del af opgaverne i DBL-finalen er netop fejlfinding.

»Det kunne være en ulempe, at jeg ikke har haft så meget fejlfinding som de andre. Men skulle der komme en smedeopgave, tror jeg, at jeg ville have en fordel«, siger han.

Det, at uddannelsen spænder så bredt, er også en af grundene til, at han har valgt netop dén uddannelse.

»Du får et kæmpe indblik i smedefaget, hvor du sådan set kommer mere eller mindre til bunds i det. Du lærer at bruge forskellige automatiserede maskiner til at bearbejde jern, plus du får en viden om bl.a. maskiner, teknik, hydraulik og motorer«, siger han.

»På et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at starte min egen virksomhed, hvor vi fremstiller maskiner. Jeg tror, min uddannelse er en kæmpe fordel, når jeg både ved, hvordan det skal virke, og jeg har en viden om, hvordan jeg skal forarbejde materialet«.

Matek Steel

»Peter, han er fantastisk. Han er en super dygtig ung mand, som er let at omgås, og han falder rigtig godt ind i vores sjak. Peter er enormt dygtig. Han stiller høje krav til sig selv og vil simpelthen løse alt til perfektion - det kan for nogen godt munde ud i, at man ikke får noget for hånden, men dét gør han. Det er ikke unormalt at se Peter komme løbende igennem værkstedet, fordi der skal ske noget, - det siger rigtig meget om ham. Han er meget akkurat, og de ting, han laver, er nærmest perfekte«, siger Gustav Hansen, indehaver, Matek Steel. 
 

Faktaboks

Peter Langholz

  • 21 år
  • Bor i Rens, tre kilometer nord for den dansk-tyske grænse
  • Bliver udlært i december 2017

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle