Sparekasse solgte 12 landbrug sidste år

Modsat mange andre pengeinstitutter er Den Jyske Sparekasse åben omkring, at den skifter sine landmænd ud. Målet er at få dygtigere folk på og mindske udlånet til erhvervet.

Hele 12 landbrugsejendomme, der havde Den Jyske Sparekasse som bankforbindelse, blev solgt i 2017.

Sådan står der i sparekassens årsrapport. Her skriver ledelsen, at man ved årets start havde 16 ejendomme til salg.

»Der er nu 4 tilbage«, lyder det.

Sparekassen med hovedsæde i Grindsted er dermed usædvanlig åben i en branche, hvor man ellers putter lidt med, hvor mange landmænd der, mere eller mindre frivilligt, bliver udskiftet.

Direktør Torben Sørensen bekræfter, at sparekassen har fået nye landmænd på 12 af ’sine’ ejendomme i 2017.

»Vi har ligesom alle andre fokus på, at der er den rigtige leder og driftsherre på ejendommen. Vi arbejder meget med handlingsplaner for at skabe større effektivitet og bedre økonomi på ejendommene. Nogle gange slår landmanden op i banen, fordi han er blevet tyndslidt. Det kan også være os, der vælger det, hvis vi synes, vi ikke når målet«, siger han.

Skal nedbringe udlån

Trods en erklæret målsætning om at reducere landbrugsudlånet fra et af landets højeste med over 22 pct. til 15-18 pct., er der ikke sket nævneværdig reduktion for sparekassen de sidste tre år. Ved udgangen af 2017 var landbrugets andel af udlånet på 21 pct.

De fleste af de solgte bedrifter bliver nemlig på sparekassens bøger frem for at gå til en ny bank.

»Som oftest er det os, der finansierer den nye landmand. Der er ikke mange, der vil tage risiko på landbrug. På de ejendomme, vi finansierer, er vi i vid udstrækning også, havde jeg nær sagt, tvunget til at finansiere den nye landmand«, forklarer Torben Sørensen.

- I har omkring 300 landbrugskunder. Er det mange at sælge 12 ejendomme på et år?

»De seneste år er der sket en del salg. Men udbuddet er stadig større end efterspørgslen. Det er et tungt marked«.

Flere på vej

- Kommer der flere salg i 2018?

»Vi har planer om, at vores landbrugseksponering skal ned. Men det er ikke et mål i sig selv, at vi skal sætte landbrug til salg. Det er sidste valg for at få et effektivt landbrug ud af det. Men der vil givet være nogle. Vi har jo også nogle til salg nu«, siger direktøren med henvisning til bl.a. den meget omtalte sag om Bernhard Mortensens landbrug, der fortsat er til salg.

Når sparekassen går så åbent ud i forhold til andre pengeinstitutter, har det ifølge direktøren flere årsager.

»Vi har en høj landbrugseksponering. Det er der en vis fokus på fra journalister og øvrige, og med rette. Nu er vi også på vej til at blive børsintroduceret. Det kræver, at der er åbenhed omkring tingene, og at tingene er gennemskuelige«, siger han.

Faktaboks

Landbrugstung sparekasse klar til børsen

  • Den Jyske Sparekasse med hovedsæde i Grindsted har en af landets højeste landbrugseksponeringer - udlån til landbrug i forhold til det samlede udlån. I 2017 gik mere end hver femte udlånskrone til erhvervet - et tal, der skal reduceres markant.
  • Omkring 300 landmænd er kunder i sparekassen. Mest omtalt er svineproducent Bernhard Mortensen, der gik konkurs i 2017.
  • Sparekassen forventer at blive børsnoteret sidst i 2018. Det sker for at skaffe bedre og billigere kapital til pengeinstituttet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle