Sparer 200.000 kr. om året med tre små greb

Minkavler fik en årlig gevinst på 200.000 kr. ved målrettet gennemgang af alle udgifter.

Et resultat til risiko og ejeraflønning på 289 kr. pr. skind er værd at glæde sig over. Især når man producerer i omegnen af 36.000 skind om året.

”Det er fantastisk. Men når det så er sagt, så fokuserer jeg stadig på at gøre det endnu bedre. For uanset hvor godt det går, er der altid noget, der kan gøres bedre,” mener Kent Troldtoft, der er minkavler i Ørnhøj syd for Holstebro.

Oprindeligt var Kent Troldtoft reservedelsekspedient. Han fik først med landbrug at gøre, da han som 25-årig i 1983 købte landbruget i Ørnhøj sammen med sin kone. Den gang var det tanken at leve af et kviehotel indrettet i en gammel stald og af planteavl på gårdens den gang 29 hektar.

Men økonomien i kviehotellet forsvandt med mælkekvoterne, og Kent var nødt til at tage arbejde. Tilfældet gjorde, at det blev på en minkfarm, hvor han arbejdede i to år.

”Der blev jeg utroligt glad for at arbejde med mink. I 1986 byggede jeg derfor mine tre første haller. Året efter fik jeg mine første 200 tæver. Så var jeg i gang uden de store investeringer,” fortæller Kent Troldtoft.

Savnede at sammenligne

Planen var hurtigst muligt at bygge 11 haller mere og komme op på 1.000 tæver. Men sådan skulle det ikke gå.

I 1988 faldt prisen på minkskind. Krisen kradsede, og Kent blev igen nødt til at tage arbejde uden for landbruget. Denne gang på slagteri i Holstebro, hvor han de følgende 10 år gjorde rent og samtidig stille og roligt byggede lidt flere haller, så han i 1998 rundede 1.600 tæver.

I perioder har Kent Troldtoft haft meget svært at tro på fremtiden som minkavler. Blandt andet da skindprisen i 1990 var nede at bunde på 105 kr. Den gang savnede han at kunne sammenligne økonomien på sin egen farm med andre lignende farme.

”Jeg prøvede at studere de økonomiske nøgletal for landbruget. Der var masser af tal om planteavl, kvægbrug og svineproduktion. Men der var ingen om minkavl, jeg kunne sammenligne mig med,” siger Kent Troldtoft.

Derfor klagede han sin nød til økonomikonsulent Jens Rasmussen i den lokale landboforening. Og nogle år senere blev det starten på ’Minkanalysen’, som er udkommet siden 2001 og laves af Heden & Fjorden.

Kort fortalt er Minkanalysen en sammenstilling og opdeling af de økonomiske nøgletal - med alle udgifter og indtægter - fra en lang række minkfarme.

Første år omfattede analysen 36 minkavlere. I dag, 12 år senere, er den vokset til at omfatte 113 minkavlere - især vestjyske, men også fra andre dele af landet. Og sidetallet er steget fra 15 til 31.

I analysen er farmene delt op efter antal tæver. Sammen med 19 andre farme er Kent Troldtoft med i gruppen med over 4.000 tæver. Og der er masser af tal til inspiration og forbedring af bedriften.

Fokus på løn

Som et direkte resultat af Minkanalysen har Kent Troldtoft i et par år haft fokus på udgiften til løn, der var for høj sammenlignet med de andre farme på samme størrelse.

”Det har resulteret i, at jeg med tre mindre ændringer har sænket udgiften med omkring fem til seks kr. pr. skind - eller cirka 200.000 kr. i alt. Det svarer næsten til lønnen til en fuldtidsansat,” siger han.

De tre ting, Kent ændrede, var:

Udmugning af halm m.m. sker ikke længere manuelt men med en maskine.

Når de drægtige tæver flyttes ud til hvalpning, sker det til de haller, hvor hvalpene skal være indtil pelsning.

Før parring placeres hannerne i grupper med de tæver, de skal parres med, så det er hurtigt og nemt for medarbejderne at smide tæverne til.

Det næste, Kent har kik på. er posten ’Resultat til risiko og ejeraflønning’ pr. skind. Der har han selv et plus på 289 kr., og gennemsnittet for de 20 avlere, der er med i gruppen ’over 4.000 tæver’ i minkanalysen, er på 287 kr.

”At jeg kan gøre det lige så godt som gennemsnittet, det er godkendt. Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig selv med de fire bedste avlere i min størrelsesgruppe. De har plusser på henholdsvis 363, 371, 383 og 390 kr. Så i forhold til de bedste avlere mangler jeg lige i underkanten af 100 kr. pr. skind.

Det skal jeg arbejde med. Blandt andet i den erfagruppe, jeg er medlem af. For det ekstra overskud vil være rigtig godt at have, når prisen på minkskind en dag falder igen,” siger Kent Troldtoft.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle