SPF-systemet sluppet af med fire drillepinde

SPF-Sus kalder det en forenkling til glæde for besætningerne.

SPF-sundhedsstyringen er nu sluppet af med fire årsager til, at en besætning fik betinget status.

Tidligere fik en SPF-besætning betinget status, hvis dens salmonella-niveau eller dens salmonella-status var for høj. Desuden fik den betinget status, hvis der var konstateret salmonelle dt 104. Endelig førte PMWS til betinget status, men senest pr. 1. januar er PMWS droppet.

"De gav anledning til megen frustration fra besætningsejerne," siger Bjørn Lorenzen, chef for SPF-sundhedsstatus.

Han finder, at tilfældighederne spillede med i alt for høj grad for eksempel for diagnosen PMWS, der ikke er meget konkret.

"Diagnosen kunne ramme nogen der ikke burde have den, mens vi ved, at andre har sygdommen uden at have diagnosen," siger han.

Betinget SPF-status har stor betydning for omsætningen af dyr. En SPF-vogn, der har kørt med dyr med betinget status, skal i karantæne, før den må køre med SPF-dyr igen.

Bjørn Lorenzen mener ikke, sikkerheden er blevet dårligere for dem der overtager grisene, fordi man stadig skal oplyse om salmonella, og fordi sygdommene kan vaskes af bilerne.

Desuden har SPF-sundhedsstyring nu direkte adgang til oplysninger om salmonella.

"Nu har vi sugerøret helt inde i zoonoseregistret, før skulle landmanden selv oplyse, om grisene havde salmonella," siger han.

Og det kunne de måske glemme.

En sygdom, ud over de egentlige SPF-sygdomme, giver stadig betinget SPF-status, og det er ødemsyge, som i øvrigt ikke giver vanskeligheder.

"I modsætning til PMWS er vi sikre på, at besætningen vitterlig har ødemsyge, når diagnosen er stillet," siger Bjørn Lorenzen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle