Spisekartofler må gerne holde prisen

Jens Peter Bak dyrker både spise- og melkartofler. Men maltbyg tegner også positivt.

"Jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke begyndt på at køre gylle ud endnu. Med så meget regn, som vi har fået på det seneste, bliver der tabt meget kvælstof. I vandmættet jord forsvinder kvælstof jo både opad og nedad!"

Jens Peter Bak, Ejstrupholm, driver 218 hektar sandjord med afgrøder, som alle skal i jorden i foråret, og forinden skal der nedfældes 5.000 ton gylle på en betydelig del af arealet. Men indtil videre bruger han ventetiden på at skifte slanger på en gyllevogn, klargøre gødningsvognen og et par feriedage bliver der såmænd også tid til.

Gyllen kommer fra en svineproducent, som Jens Per Bak har en pasningsaftale for. Med hovedvægt på kartofler skal der ofte skifte jord for at kun at dyrke melkartofler hvert 3. år og spisekartofler hvert 4. år.

Jens Peter Bak er specialist i spise- og melkartofler og med maltbyg og alm. rajgræs som de sekundære afgrøder. Han kan vande hele arealet med 9 maskiner. Omkring maskinerne har han et uformelt maskinsamarbejde med sin far, Flemming Bak i Kibæk.

Stadig penge i mel

Melkartoflerne fylder mest på jorden, men det er spisekartoflerne Jens Peter Bak snakker om med den største tilfredshed. Han har stadig spisekartofler liggende fra 2007 og de indbringer lige nu 135-150 kr. pr. hkg alt efter aftageren.

"Hvis vi kan holde den pris, vil det være udmærket, og så giver de bestemt bedre end melkartoflerne, hvor der jo også skal bruges 4-5.000 kroner pr. hektar til at forrente en tegningsret."

Spisesorterne for den kommende sæson er Sava til hjemmemarkedet og Fakse, der ender på hoteller i Sverige som skrællede, vacuumpakkede kartofler. Måske kommer en ny spisesort ind på markplanen i år - det viser sig senere.

"Jeg går meget efter udbyttet i spisekartoflerne. Hvis en sort giver 100 hkg mere pr. hektar, betyder det meget, og der er stor udbytteforskel mellem sorterne," siger Jens Peter Bak.

Melsorterne på 63 hektar er de velkendte Kuras og Kardal, og der leveres til fabrikkerne i både Brande og Karup.

"Man kan stadigvæk tjene penge på melkartofler, men det er ikke helt så godt som tidligere, og priserne er slet ikke kornprisen opad. Nu er der heldigvis tegn på stigning, for kartoffelstivelse konkurrerer jo med majs- og hvedestivelse, men der går typisk et par år, før priserne har rettet sig helt ind."

De to hektar med Saturna pulverkartofler til KMC Granules nævner Jens Peter Bak knap nok.

"De giver direkte underskud, men de retter helt sikkert også. Problemet er bare, at Saturna giver for lavt udbytte i forhold til prisen. Saturna skal simpelthen koste mere," siger han.

Sår før lægning

De højere kornpriser får Jens Peter Bak dog del i, nemlig for maltbyggen af sorten Power, der allerede i efteråret blev solgt til Overgaard Agro for den højeste pris, han nogensinde har oplevet. Der er sædvanligvis ingen problemer med at holde kravene til maltbyg.

Pløjningen står på nu - når vejret ellers arter sig - derefter nedfældes gylle før såning, som meget vel kan ske i påsken. Først derefter bliver der lagt kartofler.

"Men vi kører ikke gylle på påskedagene. Det handler om image," tilføjer den midtjyske kartoffelavler.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle