Spor din stjålne havetraktor

Via smart lille sporingsenhed får du besked, så snart din havetraktor kører uden for et specifikt område eller kører stærkere end tilladt.

Forhåbentligt kommer det ikke til at ske, men hvis uheldet er ude, er det rigtig surt, når havetraktoren pludselig mangler i garagen eller maskinhuset. En lille enhed ved navn Vortex kan imidlertid hjælpe dig med at finde den »forsvundne« havetraktor igen.

»Systemet består af en lille enhed som både kan spores via gps og mobile sendemaster. Man kan selv montere den eller få en forhandler til at montere enheden på maskinen. Det eneste, der kræves, er en strømkilde på havetraktoren, så Vortex kan få strøm derfra,« fortæller Jan Thy, produktspecialist hos Grene, der forhandler Vortex-systemet.

Når det er gjort, skal ens telefon linkes op til enheden, og det sker ved at sende en sms til et specifikt nummer. Derefter kører systemet.

Brugeren kan sætte Vortex op på forskellige måder og til at give alarm i forskellige situationer. Det kan både være en hastighedsalarm, bevægelsesalarm, områdealarm og en rystealarm.

»Systemet kan monteres på en lang række maskiner og kan derfor give alarm ved forskellige situationer, så man behøver nødvendigvis ikke bruge samtlige foranstaltninger på sin havetraktor.«

»Ideen er, at systemet skal fortælle, når der er ved at ske noget, som ikke er tiltænkt. Så har man en havetraktor, der pludselig kører 80 kilometer i timen, skal alarmklokkerne jo ringe,« fortæller Jan Thy.

Batteri holder strøm i fire-fem dage

Når systemet sender en alarm, sker det med en sms, der viser, hvilken alarm der er tale om. Og alt efter alarmtypen medfølger et link, så brugeren kan se, hvor maskinen befinder sig. Man kan også ringe op til Vortex-enheden, og så får man automatisk en besked med et link til Google Maps om maskinens position.

»Selvfølgelig kan tyve, hvis de vil, finde og klippe ledningerne på senderen. Men det smarte er, at systemet er på størrelse med en tændstikæske, så man har mulighed for at gemme det godt ad vejen. Samtidig har det et internt batteri, der kan holde strøm fire til fem dage, efter ledningen til strømforsyningen er kappet over, pointerer Jan Thy.

Vortex koster 2.190 kroner ekskl. moms. Dertil kommer et engangbeløb på 67 kroner. Der er intet abonnement. Hvert kvartal får brugeren en faktura, hvor der opkræves for de sms’er, der er sendt mellem telefonen og Vortex.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle