Stabilisering på markedet for grisekød

Efter en længere nedtur har det europæiske marked for grisekød stabiliseret sig i de seneste uger. Men skal noteringen for slagtesvin stige i den kommende tid, kræver det formentlig, at der igen kommer mere gang i eksporten til Kina.

Af Karsten Flemin, markedsanalytiker, L&F

Efter at være faldet med 3 kr./kg på 10 uger i sommermånederne er den danske notering nu i mere rolig gænge. Efter to uger med uændret notering er noteringen til denne uge sat ned med 20 øre til 8,70 kr./kg. Slagterierne melder da også om en stabilisering af markedet, hvor salget af udskæringer på det europæiske marked sker til stort set uændret prisniveau.

Stabiliteten i markedet er en følge af et løft i efterspørgslen, nu hvor feriesæsonen er slut i store dele af Europa, og hverdagen er vendt tilbage.

Manglende eksport til Kina

Men det grundlæggende problem på EU-markedet, med et stort udbud af grisekød, som følge af mindre eksport til Kina, eksisterer fortsat.

I diagrammet er vist EUs månedlige eksport af grisekød i år til de største eksportmarkeder. Som det ses, er EUs månedlige eksport af grisekød faldet fra et niveau på mere end 500.000 ton i marts til under 400.000 ton i juni. Og tallene for juli og august må forventes at bekræfte denne tendens.

Faldet på mere end 100.000 ton i den månedlige eksport er, som det ses i diagrammet, udelukkende en følge af mindre eksport til Kina. Og faldet i eksporten til Kina rammer først og fremmest udskæringer af grisekød, mens eksporten af biprodukter til Kina er mere stabil.

Udbuddet af grisekød i EU øget med mere end 5 pct.

100.000 ton mindre eksporteret månedligt svarer til, at udbuddet af grisekød på det europæiske marked er blevet øget med mere end fem pct. Skal det europæiske marked pludselig forbruge fem pct. mere grisekød, kræver det et lavere prisniveau. Derfor er priserne faldet voldsomt i løbet af sommermånederne.

 

Sæsonmæssigt stigende slagtninger i EU

Vi er nu på vej ind i efterårsperioden med sæsonmæssigt stigende slagtninger i Europa. Så skal noteringen igen stige - inden markedet i foråret får støtte fra sæsonmæssigt lavere EU-slagtninger – er det nødvendigt, at der igen kommer mere gang i eksporten til Kina. Hvordan er så udsigterne til en sådan stigning i eksporten til Kina?

 

Stor usikkerhed om udviklingen i Kina

Ja, som altid er der stor usikkerhed om udviklingen i Kina. Det er vanskeligt at få solide markedsdata fra Kina. Men den kinesiske svinepris er nu nede på et niveau, der giver økonomiske problemer for kinesiske svineproducenter. Så formentlig kan vi fremadrettet se en bedring i de kinesiske svinepriser og i den kinesiske efterspørgsel.

Der kommer fortsat meldinger om nye udbrud af afrikansk svinepest i Kina. Flere kilder hævder, at de lavere kinesiske svinepriser for en stor del skyldes, at mange producenter har sendt ekstra mange svin til slagtning for at undgå, at de bliver ramt af afrikansk svinepest. Holder dette, vil der igen opstå et hul i markedet senere på året.

Vi har da også tidligere set en pludselig opbremsning i den kinesiske efterspørgsel, som siden er afløst af ny efterspørgsel.

Forudser stigende kinesisk import i 2022

Det amerikanske landbrugsministerium USDA har i en ny landerapport om Kina for alvor taget de positive briller på, når det gælder Kinas importbehov fremadrettet i 2022.

USDA forventer, at det voldsomme dyk i den kinesiske efterspørgsel kun er midlertidigt. Ifølge USDA vil de nuværende lave kinesiske priser betyde, at der fremadrettet igen kan forventes et fald i den kinesiske produktion og en stigende kinesisk import af grisekød.

Men som jeg har været inde på i tidligere artikler, skal vi nok ikke forvente en kinesisk efterspørgsel som i de første fire måneder i år. Men mindre kan også gøre det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle