Stor rotortærsker læsser hurtigere af fra næste år

Høj tømmehastighed bliver standard på alle Axial Flow 250-modeller fra næste år. Nyt skærebord også på vej til mindre modeller.

Case IH opdaterer samtlige af sine Axial Flow-modeller til den kommende sæson.

Den lille serie, Axial-Flow 140, kommer fra 2020 til at hedde 150 og får i den anledning ny motorteknologi, så modellerne overholder de nye emissionskrav.

Effektmæssigt kommer 5150, 6150 og 7150 til at ligge på 314, 400 og 460 hestekræfter, og med til de nye modeller hører et nyt skærebord på 8,53 meter (28 fod), der passer til faste kørespor på otte meter.

Tømmer hurtigere af

De tre store 250-modeller beholder samme betegnelse, selv om de også opgraderes med Stage V-motorer.

Men her gemmer der sig højere kapacitet, idet Case IH fra 2020 vil levere 250-serien med en højere tømmehastighed. Indtil nu har 114 liter pr. sekund været standard med 159 liter som ekstraudstyr. Fremover bliver de 159 liter i sekundet standard.

Det bliver også muligt at bestille en Heavy Duty indføring til maskinerne. Sluget kan løfte op til 6,1 ton og er dermed beregnet til de største skæreborde fra Case IH.

Med til såvel 150- som 250-serien følger også en ny LED lygtepakke fra næste år. Selve tærskeprincippet med den langsliggende rotor og teknikken i den ændrer Case IH ikke på.

De nye modeller kommer på markedet fra marts måned næste år.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle