Store eventyr venter: Men kun få danske ansøgere

Landbrug i udlandet vil have ansatte fra Danmark - men de er svære at finde.

En stribe spændende job på nogle af de mange danskejede og danskledede landbrug i udlandet er ledige. Det er job i lande som Kina, Rusland og Rumænien, hvor ejerne specifikt ønsker at ansætte danskere i stillingerne.

Enten er der meget få eller slet ingen ansøgere, og det kniber ofte gevaldigt at få ansat danskere i stillingerne.

Et af de landbrug, der jævnligt har ledige job, er Goodvalley, der på grund af dets størrelse med 32.000 hektar markbrug, 43.000 søer og produktion af 1,3 mio. grise løbende har ledige stillinger, hvor de specifikt retter kikkerten mod danske ansøgere.

»Lige nu har vi for eksempel en stilling ledig i Rusland som daglig leder af produktionen på en farm med 5.200 søer full-line«, fortæller Torben Nielsen, der er HR-ansvarlig i Goodvalley og dermed involveret i mange af ansættelserne på landbruget.

Vil have dansk stil

Når Goodvalley prioriterer at ansætte danskere, er det, fordi de kommer med erfaring fra dansk svineproduktion, og at de med en baggrund fra dansk kultur har de samme tanker om effektivitet og ledelsesstil, som Goodvalley går efter.

»Desværre har vi oplevet, at det er svært at finde danske ansøgere, der er kvalificerede. Derfor valgte vi med den konkrete stilling i Rusland at gå massivt ud med annoncering på især landbrugsavisen.dk og Jobstafetten. Det sats ser ud til at give pote, da vi indtil videre har fået tre-fire kvalificerede ansøgere til stillingen«, siger Torben Nielsen.

Job i Kina og Rusland

Til en stilling i Kina som produktionsleder på en dansk ledet svineproduktion med 800 søer og en plan om at udvide til 6.000 søer, kom der til gengæld ikke en eneste dansk ansøger. Ansvaret for ledelsen af farmen i Kina ligger hos Danish Farm Design, hvorfra adm. direktør Bjarne K. Pedersen fortæller:

»Vi fik ansøgere fra både Sydafrika, Ukraine, Rumænien og USA. Men desværre ikke fra nogen danskere. Vi oplever desværre, at det er blevet sværere og sværere at få danske ansøgere«, siger Bjarne K. Pedersen.

I Rusland søger Russia Baltic Porc Invest, RBPI, for tiden danske ledere til to af deres svinefarme.

»Vi er i en situation, hvor vi står overfor store udvidelser. Det betyder, at vi i den nærmeste fremtid kommer til at tilbyde endnu flere job i både marken og i svineproduktionen, hvor vi meget gerne ser danske ansøgere«, siger RBPIs adm. direktør Thomas Nørgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle