Store og små får finansieret kalve af Danish Crown

5.000 kalve finansieres løbende af Danish Crown.

Det er lige fra landmanden, som ønsker at få finansieret nogle få kødkvægskalve, til den store producent med 600-700 kalve på årsbasis.

Sådan beskriver afdelingschef i DC Beef, Ejvind Kviesgaard, den gruppe af landmænd, som slagteriet finansierer kalve for.

Danish Crown startede med kalvefinansiering for tre år siden, og de har løbende 5.000 kalve på kontraktfinansiering.

»Der er en lille udskiftning i gruppen, når nogle stopper produktionen og nye kommer til, men vi ser ikke den store ændring i antallet af kalve,« vurderer Ejvind Kviesgaard.

Finansierer alle unge kalve

Danish Crown tilbyder at finansiere alle kalve, uanset race, som er yngre end seks måneder. Det betyder også, at slagteriet af og til finansierer køb af kødkvægskalve til færdigfedning.

»Typisk sker det i efterårsmånederne, hvor landmænd køber fravænnede kalve til viderefedning. De skal blot være opmærksomme på, at kalvene ikke må være ældre end seks måneder,« siger Ejvind Kviesgaard.

Primært er det dog kalve til Dansk Kalv-produktion og ungtyre, som Danish Crown tilbyder at finansiere.

Landmændenes indgangsvinkel til kontraktfinansiering er ifølge Ejvind Kviesgaard meget alsidig.

»Nogle gør det kortvarigt for at skaffe likviditet, imens det for andre er blevet en integreret del af driftsformen med kalveproduktion. Vi har også nogle nystartede kalveproducenter, som bruger det til at komme fornuftigt i gang,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle