Store prishop i økologiske afgrødepriser

Figur 1. Udviklingen i økologiske afgrødepriser på foderafgrøder i perioden 2015-2022. Den sidste del af kurven for 2022 er estimeret ud fra de aktuelle priser på ny høst. Kilde: Danmarks statistik og Seges Innovation.

Af Peter Mejnertsen, økologichef, Velas Økologi

I forhold til produktionsomkostningerne var der gode priser på de økologiske afgrøder fra efteråret 2016 til foråret 2020, hvor priserne faldt drastisk. Denne situation holdt frem til efteråret 2021, hvor priserne begyndte at stige igen. Aktuelt og for perioden 2022-2023 ser det ud til, at priserne skal være på det højeste niveau i de seneste ti år om ikke nogensinde, når man ser på alle afgrøder som gennemsnit.

 

Prishop for proteinafgrøder

Figuren viser udviklingen i priserne for perioden 2015 til 2022, og her fremgår det tydeligt, at særligt proteinafgrøder som ærter (bælgsæd) og vinterraps tager et ordentligt prishop. Kornpriserne er kravlet op, og om de skal stige eller falde derfra vil i høj udstrækning afhænge af årets høst i Danmark og Europa.

Foderhvede er udeladt fra figuren, men foderhvedeprisen følges med foderbyg, og de skiftes til at have den højeste pris. I 2022 er der en reel risiko for, at foderhvedeprisen vil stige markant mere end de øvrige kornarter. Det skyldes primært det forhold, at økologisk foderhvede sammen med økologisk raps og solsikke er en relativt stor eksportartikel fra Ukraine og Rusland, og i skrivende stund kan man ikke forstille sig, at hverken produktion eller eksport bliver normal. Det betyder, at hvedepriser omkring de 4 kroner pr. kilo ikke er urealistisk i en given periode frem mod høst 2023. Igen er der en ’joker’, og det er økonomien i fjerkræbranchen. Hvis ikke den forbedres, kan vi ende i en situation, hvor der er behov for mindre hvede.

Hvor længe holder priserne?

Det er en svær spådom, for måske er prisen på fødevarer ved generelt at være så høj, at det påvirker forbrugernes indkøbsvaner. Det vides endnu ikke, men der er ingen tvivl om, at den enkelte forbruger oplever stigende omkostninger til energi og fødevarer med mere, og måske vil det påvirke indkøbsvanerne.

 

Hvis man tager udgangspunkt i finanskrisen, steg forbruget af økologiske varer igennem krisen, men det er ikke sikkert, at man kan tillade sig at tro på den samme udvikling nu. Så det bliver meget spændende at følge udviklingen i de næste 1-2 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle