Storpolitik truer afgrødepriserne

Den eskalerende handelskrig mellem USA og især Kina rammer nu også afgrødemarkedet, men spørgsmålet er, om effekten er blivende.

Af Jakob F. Kjærsgaard, markedsanalytiker, VKST

Kornpriserne toppede i denne omgang i begyndelsen af juni. Sendt op af udbredt tørke i Østaustralien, Nordeuropa og ikke mindst i store dele af Sortshavsregionen. Det gav også støtte til priserne, at det amerikanske landbrugsministerium (USDA) i deres seneste månedsrapport øgede underskuddet af den globale kornproduktion, hvilket især skyldes, at majsproduktionen slet ikke kan følge med forbrugsudviklingen.

Til trods for, at der ikke er ændret på de prisstøttende forhold, har priserne været sivende i de sidste par uger. Det er ganske normalt, at gassen går lidt af ballonen efter en periode med kraftige stigninger. Det hører også med til forklaringen, at de amerikanske majsafgrøder har fået en historisk god start på vækstsæsonen. Det giver håb – men ikke garanti – for en større produktion end USDA i øjeblikket forventer.

Handelskrigen

Vi skal dog til den storpolitiske scene for at finde den vigtigste forklaring. Den eskalerende handelskrig mellem USA, Mexico, Canada, EU og især Kina sender en bølge af usikkerhed indover de økonomiske markeder og råvaremarkederne, herunder også afgrødemarkedet. Frygten er en opbremsning af den internationale handel og dermed også af den globale vækst.

USA har sagt, at den første fase af den kraftige forøgelse af importtolden på udvalgte varegrupper bliver iværksat 6. juli. Kina har allerede meddelt, hvilke varegrupper de til gengæld vil øge tolden på – og her fylder de amerikanske landbrugsafgrøder meget. Jeg skal ikke spå, om det inden deadline lykkedes at finde en løsning ad diplomatiets vej, men blot håbe på, at fornuften sejrer. Sporene skræmmer – en protektionistisk handelspolitik har aldrig efterladt vindere, kun tabere.

Man skal ikke gå i salgspanik, som følge af de prisfald, den tilspidsede situation udløser. Som nævnt er der stadigvæk mulighed for, at der findes politiske løsninger. Selvom det ikke sker, vil bilaterale toldsatser ikke ændre på, at afgrøderne skal flyttes fra overskudsområder til underskudsområder. Det er muligt, at handelsmønstrene vil ændre sig, men den globale befolkning skal stadigvæk mættes, ligesom toldsatser heller ikke fjerner et produktionsunderskud. Afgrødemarkedet er i øjeblikket gået i negativt selvsving – undgå at blive revet med af den stemning.

Soja-markedet

Sojamarkedet er umiddelbart hårdest ramt af den truende handelskrig. Det skyldes, at Kina har varslet en 25 pct. told på amerikansk soja – og USA eksporterer godt 30 mill. ton soja til Kina. Det har sendt sojaprisen på Chicago-børsen ned.

De kinesiske trusler rammer således den amerikanske landmand, som er blandt Trumps kernevælgere, og det får han næppe tak for. Omvendt kan Kina ganske enkelt ikke undvære den amerikanske soja. I øjeblikket dækkes deres enorme behov af sydamerikansk soja, men det ændrer sig til efteråret, når de sydamerikanske siloer er tomme, og de nordamerikanske igen er fulde. Begge parter har også her en klar interesse i, at der findes andre løsningerne end en toldkrig. Det nuværende prisfald på soja kan således vise sig at være en god købsmulighed!

Maltbyg-markedet

Skal blikket vendes mod vore lokale markeder, tiltrækker maltbyggen sig i øjeblikket den største interesse. De tørkeramte danske maltbygafgrøder skaber en betydelig nervøsitet for den vigtige danske produktion. Det er ikke kun udbyttet, men også kvaliteten (proteinindholdet) der er usikkerhed om.

Prisen for ny høst nåede for en uges tid siden op på 140 til 143 kr, men alligevel var vi på KornBasen tilbageholdende med at anbefale salg, netop grundet usikkerheden omkring kvaliteten. Erfaringerne viser, at det er lettere at opnå en fornuftig pris for en maltbygkvalitet, der ikke er helt i top, hvis byggen først handles, når kvaliteten er kendt, og markedet ofte også har tilpasset sig situationen. Skal man af med korn i høst, er det hveden og ikke maltbyggen, der skal leveres.

Kan man normalt avle maltbyg skal der ikke generelt fravælges et før-høst marked ”blot” fordi vi i år er løbet ind i en problematisk vækstsæson. Derfor udnyttede vi på KornBasen også, at prisen på 19-høsten blev trukket med op af 18-høsten. Det gav mulighed for et delsalg til 137-140 kr – i alle tilfælde en pris, som klæder dækningsbidraget.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle