Strigl eller afpuds dårligt spredt halm

Kan mejetærskeren ikke snitte og fordele halmen ensartet, kan en strigle eller en rotorklipper rette problemet. De skal dog køre kort tid efter mejetærskeren. Skal harven derimod løse problemet, så skal skærebordet i bund.

Brede skæreborde, blæst eller høst om natten gør det svært for nogle mejetærskeres snittere at fordele halmen.

Har maskinen samtidig en del sæsoner på bagen, og er snitteren ikke i topform, forværres problemet.

Dårligt snittet og spredt halm, der ligger i striber, giver udfordringer med det samme. Allerede ved stubharvningen kan det være svært at lave et ordentligt arbejde, ligesom etableringen af den næste afgrøde i pløjefri systemer bliver svær. Også når den nye afgrøde spirer frem, kan man se effekten af dårligt spredt halm. Planterne vil typisk stå dårligere, hvor mejetærskeren har kørt. Det er også her, sneglene har de bedste betingelser, ligesom omsætningen af materialet bruger kvælstof igennem sæsonen.

Der er dog ingen grund til at fjerne halm fra marken, selvom man ved, at spredningen er en udfordring for mejetærskeren. Halmen skal blot jævnes ud, og det er der heldigvis flere maskiner som kan.

Halmstrigle skal køre omgående

»Køb en halmstrigle. Med den kan du flytte rigtig megen halm, især fra byg,« lyder det hurtige råd til de, der ikke pløjer, fra Søren Ilsøe, konsulent hos Agrovi og landmand med speciale i pløjefri dyrkning.

»En strigling på 45 grader af høstretningen, lige så snart mejetærskeren er færdig, gør underværker. Samtidig er striglen relativt billig og har en enorm kapacitet,« tilføjer han og understreger, at den skal i sving, før halmen falder ned på jorden og bliver tung.

Skal halmen derimod harves ned, skal vi i dybden, opsummerer maskinkonsulent Søren Geert-Jørgensen, Gefion.

»Tallerkenharven er populær til falsk såbed, men er halmen rigtig dårligt snittet, så er tandharven det bedste redskab.«

En traditionel pløjning, der effektivt begraver alt, er ikke nødvendigvis en god løsning, selvom den skaber en ren overflade.

»Vi har set gule striber i vintersædsmarker, hvor dårligt spredt halm har været pløjet ned,« forklarer maskinkonsulenten.

Øget stubhøjde kan hjælpe

Har man en rotorklipper, udgør den en anden løsning på problemet. Så er det nemlig muligt at hæve skærebordet og efterlade en høj stub. Herved mindskes mængden af halm, som snitteren skal håndtere.

Herefter slås stubben med rotorklipperen, som samtidig kan trække halmstriberne ud, så de fordeles bedre.

Også her gælder det, at man skal køre en smule på skrå ad mejetærskerens retning, ligesom rotorklipperen skal køre, lige når mejetærskeren er færdig. Her flytter man samtidig energiforbrug væk fra mejetærskeren og frigør kapacitet.

Skærebordet i bund med harve

Vil man derimod ikke slå stubben af - men i stedet harve, skal skærebordet ned. Også selvom maskinen ikke kan fordele halmen jævnt.

»Skal jeg vælge imellem lav stub og elendigt spredt halm, eller høj stub med perfekt spredning, foretrækker jeg det første, hvis man harver,« fastslår Søren Ilsøe.

Høj stub og lejesæd er nemlig de største fjender for harverne.

Han understreger til slut, at spredning af avner er lige så vigtig som spredning af halm.

»Der er rigtig meget materiale i avner, men problemet er, at de ikke kan jævnes ud efterfølgende som halm,« advarer han.

Faktaboks

14 gode råd

Få den bedste høst: 

  • Høst marker der ikke skal pløjes, når vinden er lav
  • Hold snitterknivene skarpe og juster modskæret tæt på
  • Vend/udskift evt. snitterknivene hvert år
  • Tilpas snitteren og evt. kørslen efter vindretningen
  • Vælg en maskine der også spreder avnerne godt
  • Undgå de aller bredeste skæreborde 
  • Sæt høj stub hvis du har en rotorklipper, der kan pudse den af
  • Sæt lav stub hvis marken skal harves

Få den bedste efterbehandling:

  • Strigl marken i 45 grader lige efter høst imens halm er tør og let
  • Afpuds marken med en rotorklipper lige efter høst
  • Forvent at køre flere gange over de værste bunker, evt. krydsstrigling
  • Skal halmstriberne udjævnes med en harve, er dyb tandharvning bedst
  • Gentagne striglinger kan hæmme sneglene og få græs-ukrudt i spiring
  • Vær opmærksom på flerårig fordeling af halm og avner ved faste kørespor

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle