Stude koster arbejdsløs deltidslandmand dyrt

Kjell Klemmensen er arbejdsløs efter 29 år som kvægbrugskonsulent – og bliver trukket i dagpenge på grund af sit landbrug.

"Sidste år havde jeg 72 stude, nu er der 18 tilbage, og til nytår er de sidste klar til slagtning. Og så har jeg for første gang i 24 år ingen dyr. For jeg har ikke turde købe nye. Det er trist, og slet ikke det, jeg har lyst til. Men det er jeg desværre blevet tvunget til, sådan som min situation er lige nu."

Det fortæller Kjell Klemmensen, der siden 1988 har drevet en økologisk deltidsbedrift på 46 ha med studeproduktion nord for Varde ved siden af sit fuldtidsjob som kvægbrugskonsulent i Jysk Landbrugsrådgivning. Lige indtil han og en kollega for to år siden blev fyret på grund af krisen. Heldigvis fandt han et 16 måneders vikariat umiddelbart efter sit gamle job. Men det sluttede 1. januar 2012, og siden har han været arbejdsløs. Han er nu - af økonomiske årsager - tvunget til at afhænde sin store interesse, dyrene, og leje jorden ud, for ikke at blive trukket i dagpenge. Selvom det er det sidste, han har lyst til.

Får kun en tredjedel

"I dag får jeg udbetalt 2.900 kr. om ugen efter ATP og skat. Det er knap 12.000 kr. om måneden - eller en tredjedel af, hvad jeg fik, da jeg arbejdede," fortæller Kjell Klemmensen.

Han kunne få mere. Men på grund af sin deltidsbedrift - især studeproduktionen - trækkes han tre en halv time i ugen til dagpengesatsen 106 kr. i timen - eller cirka 1.500 kr. i måneden. Og det er meget, når man i forvejen er nede i så lav en månedsindkomst.

"Selv den uge, vi var på ferie, og betalte for at få vores dyr passet, blev jeg trukket tre en halv time, hvilket er det mindste man kan trækkes, når man har dyr. Men vi har heldigvis fået det stillet så enkelt an, at en halv time hver dag er realistisk," siger han.

Familiens økologiske markbrug passes primært af maskinstationen. Han harver kun lidt, og det trækker heldigvis ikke meget ned. Det er dyrene der tæller.

Kjell Klemmensen og hans familie rammes ekstra hårdt på økonomien, fordi hans kone er førtidspensionist og derfor ikke bidrager så meget til indtjeningen.

Færre uger med dagpenge

Udover at han trækkes i dagpenge, betyder deltidslandbruget også, at han i stedet for at kunne få dagpenge i maks. to år ligesom almindelige lønmodtagere, kun er berettiget til 78 uger. Derefter er der kun kontanthjælp tilbage.

"Jeg vil aldrig kunne få kontanthjælp. Jeg har for mange penge stående i mursten og i min pensionsopsparing, som jeg kan blive tvunget til at hæve af," siger Kjell Klemmensen.

Derudover har han fået nej til seks ugers selvvalgt efteruddannelse om året, som han ellers normalt er berettiget til fra sin a-kasse.

”Jeg havde fundet et rigtig spændende kursus på Københavns Universitet her i foråret, som jeg gerne ville på. Men det har jeg fået nej til, fordi jeg har mit deltidslandbrug,” fortæller han. Så selvom han bestemt ikke bryder sig om det, er der altså flere rigtig gode grunde til, at han er i gang med at afhænde dyrene og leje jorden ud. For så vil han både være berettiget til dagpenge i to år og til fuld sats. Plus den ønskede efteruddannelse. Som alle andre lønmodtagere.

Låst fast

Havde Kjell Klemmensen set dette komme, havde han gjort meget anderledes.

"Jeg har betalt fuldt kontingent til a-kassen gennem 31 år. Men det havde da været meget bedre, hvis jeg havde sat pengene ind på en spærret konto, så jeg kunne gøre, hvad jeg ville," siger han. Og føler sig virkelig holdt for nar. Og låst fast i en situation, der er svær at komme ud af.

"Jeg er sund og rask, og der er intet jeg hellere ville end have et arbejde igen - og mit landbrug med dyrene ved siden af. Men jeg har nok sendt 50 forskellige ansøgninger siden jeg blev arbejdsløs - uden held."

Mange af hans ansøgninger er målrettet natur- og miljø-jobs hos kommunerne. Noget han har arbejdet meget med i sit vikariat med MVJ- og Naturforvaltning i Direktoratet for Fødevareerhverv i Tønder. Men perioden som arbejdssøgende har efterladt ham det indtryk, at hans alder og kandidatgrad er en besværlig hindring.

"Jeg er 55 år, uddannet cand. agro., og har en masse erfaring fra et langt arbejdsliv. Men det betyder desværre også, at jeg er for dyr i drift. Næsten alle de stillinger jeg har søgt, er gået til yngre mennesker på 26-39 år," lyder det nedslået fra Kjell Klemmensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle