Styrelse: Udtalelse om udedyr er en lempelse

Fremover bliver det op til kontrollanterne at vurdere, om dyr må gå ude året rundt, men reglerne er ikke ændret, siger Fødevarestyrelsen.

Der er tale om en lempelse og ikke en skærpelse af praksis i administrationen af reglerne om, hvorvidt kvæg må gå ude året rundt.

Det vurderer Fødevarestyrelsen i et skriftligt svar til LandbrugsAvisen.

I forhold til tidligere betyder en ny udtalelse fra blandt andet Dyreværnsrådet, at alle kreaturer kan gå ude året rundt, hvis »de har adgang til tørt leje og en beplantning, som yder en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør, og har en særligt veldrænet bund (f.eks. grannåle).«

Sådan var reglerne også før for racerne Angus, Hereford, Galloway og Skotsk Højland.

I Dansk Kødkvæg og hos en række producenter har det været opfattelsen, at de fire racer i praksis har kunnet gå ude året rundt, hvis de har adgang til læ.

Kontrollen afgør forholdene

Det bliver op til de enkelte kontrollanter at afgøre, om vilkårene er opfyldt i de enkelte besætninger.

På forhånd understreger Fødevarestyrelsen, at det kun er ganske få steder i Danmark, som kan anses for egnede til, at dyrene kan gå ude året rundt.

Den enkelte producent kan ikke få en forhåndgodkendelse af de vilkår, som hans dyr går under.

»Han skal selv vurdere forholdene. Fødevarestyrelsen vurderer forholdene i forbindelse med kontrol eller som rådgiver for politiet i konkrete sager,« skriver dyrlæge Susanne K. Larsen, Fødevarestyrelsen, i sit svar til LandbrugsAvisen.

Derfor er det lempelse

I sit svar uddyber Susanne Larsen, hvorfor hun mener, at administrationen fremover er lempet:

»I den nye udtalelse anføres det, at kravet om læskur eller bygning kan fraviges under forudsætning af, at dyrene holdes på så store arealer, at de naturlige forhold er af en sådan beskaffenhed, at der kan ydes dyrene en beskyttelse, der i vidt omfang svarer til den beskyttelse, som et læskur eller en bygning ville kunne give. Det beskrives nøjere, hvad der forstås ved »naturlige forhold«, og det tilføjes, at det skal kunne sikres, at alle dyr på samme tid kan hvile på et passende tørt leje.

Forskellen fra den gamle udtalelse er

- At muligheden for at fravige kravet om læskur eller bygning nu principielt foreligger for alle kvægracer

- At de naturlige forhold, der kræves, beskrives nærmere,« hedder det i svaret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle