Styret fodring har halveret mælkemængden

Søren Peter Funders kalve fik tidligere mælk ad libitum, men ved hjælp af styret fodring med mælkeautomater er forbruget af mælkepulver halveret og sundheden øget.

Nemmere fravænning, færre sygdomme og langt større trivsel blandt de yngste kalve er nogle af resultaterne af skiftet i mælkefodring på Vilhelmsminde ved Hobro, som blev fremvist ved det årlige slagtekalvemøde, arrangeret af LVK, DLBR Slagtekalve og Slagtekalverådgivningen Aps.

Tidligere fik kalvene mælk ad libitum to gange dagligt, men nu er mælkemængden styret af sutteautomaterne, og det skift er Søren Peter Funder tilfreds med.

"Kalvene var stresset af fodringsmetoden, fordi de stærkeste kalve altid drak mest. De kalve, som havde mest brug for mælk, fik mindst," konkluderer han.

Kalvene indsættes ved en gennemsnitlig alder på tre uger, og mælkefodringen står på, indtil de er syv uger gamle.

"De første tre uger får de fem liter om dagen, og den sidste uge nedtrappes mælkemængden," siger Søren Peter Funder.

 

Ny stald snart tjent hjem

Den ændrede fodringsform har betydet, at forbruget af mælkepulver er faldet fra 25 kg pr. kalv til 12 kg pr. kalv. Noget der kan mærkes på produktionsøkonomien.

"Min forventning er, at det nye kalvehus og de nye sutteautomater kan tjenes hjem på et års tid med den store besparelse på mælkepulver," anslår Søren Peter Funder, som årligt producerer 1.200 ungtyre.

Skiftet fra fri til styret mælkefodring gjorde det nødvendig at blande en fuldfoderblanding til de mindste kalve.

"Vi blander én grundblanding til alle kalve uanset alder. Men vi tilsætter mere majsensilage til de større kalves foderration, da de har brug for mere stivelse," siger Søren Peter.

Kalvene går i starterstalden, til de er fem måneder gamle, hvorefter de flyttes til slutfedning i andre stalde. Tyrene leveres som ungtyre til DLK, Aarhus, ved en alder på 12 måneder. Endnu.

"Da vi ændrede mælkefodringen, sorterede vi også i vores leverandører af kalve. Samlet set har tiltagene medført, at klassificeringen på ungtyrene er steget fra 3,8 til 4,3, og slagtealderen forventes nedsat til 11 måneder," siger Søren Peter Funder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle