Stærke smågrise gav sorte tal, selv om noteringen styrtdykkede

Nye grise og sen fravænning gjorde forskellen: Økologisk griseproducent har holdt uændret dækningsbidrag trods brat fald i noteringen.

En ny leverandør og bomstærke smågrise uden fravænningsdiarré er hovedårsagen til, at økologisk slagtesvineproducent Hans Dam ser lyst på fremtiden.

Hans produktionsresultater er bedre end nogensinde før - også i tiden som konventionel. Han tilskriver sine sunde og sent fravænnede 30-kilos grise hovedæren for, at han er sluppet gennem to års økologisk noterings-mareridt uden alvorlige økonomiske konsekvenser.

»Selv om noteringen nærmest er styrtdykket i de sidste to år, har jeg opretholdt samme dækningsbidrag som før. Det er ret fantastisk«.

Lagde om i 2016

Det var i 2016, Hans Dam traf beslutningen om at lægge om til økologiske grise efter 15 år som konventionel svineproducent. Da var han kørt grundigt træt af udfordringerne som konventionel: Noteringen var lav, under 10 kr i gennemsnit for hele året.

Med en produktion i den mindre ende, 5.000 slagtesvin, oplevede han samtidig en stemning af, at han nærmest var i vejen for de store på slagteriet. Dertil kom omgivelsernes kritiske øjne på den konventionelle svineproduktion.

»Der kørte den her heftige debat om, at svineproducenter nærmest var dyremishandlere. Det fyldte meget i mig, selv om jeg egentlig syntes, vi havde fornuftige staldforhold for både dyr og mennesker«.

Valgte alternativet

Hans Dam var på nippet til helt at opgive grisene, men begyndte i stedet at overveje det økologiske alternativ, hvor dækningsbidragene i de år var guldrandede.

»Jeg syntes efterhånden det var sjovere at være planteavler end at være slagtesvineproducent. Men vi havde jo staldene og 15 år mere at afdrage i. Så begyndte jeg at se lidt på de økologiske grise. Jeg tænkte: Hvordan pokker kan de tjene så mange penge?«

Beslutningen blev truffet. Hans Dam byggede staldene om, så cirka halvdelen af staldarealet blev til udestier. I november 2016 ankom de første økologiske 30-kilos grise.

Siden har han på årsbasis produceret halvt så mange grise som før, ca. 2.500 øko-grise, på Maglehøjgaard ved Kirke Hyllinge..

Dårlig trivsel

Hans Dam slap dog ikke for udfordringer i de første par år som økologisk griseproducent: Grisene døjede med maveproblemer, der var tilfælde af salmonella og halebideri, dødeligheden lå for højt.

»Noteringen var høj, så det gik alligevel. Men det var en byrde, at grisene ikke ville arte sig«.

På det tidspunkt havde den sjællandske landmand endnu ikke omlagt sin planteproduktion, og han mistænkte de indkøbte færdige foderblandinger for at bidrage til problemerne.

Men hans leverandør havde også problemer og valgte efter et stykke tid at lukke sin so-besætning ned.

Vendepunktet

Dét blev vendepunktet for Hans Dam, for via sin erfagruppe mødte han sin nye leverandør, Henrik Bovbjerg.

Han kører med Topigs Norsvin genetik og sen fravænning - grisene går med søerne i faremarken til de er 10 uger i stedet for de lovpligtige syv uger. Med de nye, større grise - mellem 32 og 34 kilo - vendte billedet.

»Det er nogle stærke grise, jeg får. De er naturligt fravænnede, og de er vant til at spise tørfoder, når de kommer ind i stalden. Vi har ingen som helst problemer med fravænningsdiarré«. Hans Dam tilskriver succesen en kombination af faktorer, herunder genetik og pasning.

»Men den allervigtigste faktor tror jeg er, at de kører med 10 ugers fravænning«.

God overraskelse

Indkøringen af de nye grise faldt sammen med en dramatisk nedtur for noteringen på øko-grise, hvor tilgangen af mange nye økologer havde overforsynet markedet. Derfor kom resultatet som en glædelig overraskelse for Hans Dam, da han ved ved årsskiftet fik lavet E-kontrol.

»Ved juletid var noteringen vel på sit laveste i øko-grisenes noterings-historie. Jeg troede faktisk, vi var dernede, hvor vi ikke tjente penge på grisene, men det viste sig, at jeg har opretholdt det samme dækningsbidrag. Det tilskriver jeg simpelthen de gode grise«.

Hans Dam har genfundet glæden ved at have med grise at gøre.

»Det, at de har god plads at rende rundt på og kan ligge i sol eller skygge, giver altså kæmpe adfærdsmæssige fordele. Nu synes jeg, det er hyggeligt at gå i stalden«.

Faktaboks

Hans Dam (46)

  • Maglehøjgaard, Kirke Hyllinge.
  • Producerer 2.500 økologiske slagtegrise.
  • Race: Topigs Norsvin TN70 fra Bovbjerg Genetics.
  • Driver 150 ha økologisk og 65 ha konventionelt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle