Succes-direktør stopper efter 16 år

Jørgen Yde Jensen leverer depechen for vækst-virksomheden Skov videre til intern afløser.

Ret skal være ret: Det er ikke kun gået opad i tallene i Glyngøre. Men tendensen har dog alligevel været klar.

Skov A/S har været en virkelig god forretning for ejerne under de seneste 16 års ledelse af adm. direktør Jørgen Yde Jensen.

Om en måned takker han af og overlader lederskabet af den globalt orienterede ventilationsvirksomhed Skov A/S til Leo Østergaard.

Jørgen Yde Jensen overtog i 2004 lederskabet af virksomheden, der dengang omsatte for lige godt en kvart milliard. I dag er det mere end tredoblet.

Samtidig har bundlinjen været med virksomheden - undtaget år 08/09, hvor finanskrisen satte sit tryk på noget nær alting.

I 2016 blev Skov A/S udvalgt som årets vækstvirksomhed i landbruget for præstationen med at øge omsætningen med over 100 mio. kr. på bare et år til 536 mio. kr i 2015.

Nu nærmer omsætningen sig milliarden.

Skov A/S henvender sig til de professionelle investorer inden for især kyllinge- og svineproduktion. I det segment er det naturligt, at man fra såvel Sydamerika som Asien flyver til Glyngøre for at kigge på ventilationssystemer, før man investerer to-cifrede millionbeløb i stalde.

66-årige Jørgen Yde Jensen vil nu koncentrere sin arbejdstid om bestyrelsesposter, hvor han allerede råder over godt en håndfuld. Dertil kommer en ny bestyrelsespost i Skov A/S.

Afløseren Leo Østergaard har været i Skov siden 2009.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle