Succes med online markedsplads for små lokale leverandører

Råhandel hedder et bindeled mellem producenter og butikker. Det startede på Sjælland med syv butikker, til efteråret bliver Skjern det jyske springbræt. Nu er der over 120 producenter i kartoteket.

Ingen vidste, om idéen var holdbar ved den spæde start for fire år siden i Roskilde. Alt gik dog over forventning, og i dag er samarbejdet mellem Coop og en onlinemarkedsplads, Råhandel, i voksealderen. Ikke kun Coop er med, der er også mindre butikker og restauranter, der køber og sælger fødevarer. Målet er også at få mange af landets kantiner og hoteller med på denne moderne form for markedsføring og salg.

 

Opsamlingssteder

Råhandels markedsplads fungerer på den måde, at lokale producenter sætter deres varer til salg ved at skrive mængde, pris, kvalitet osv. på den platform, hvor også kunderne efterspørger varer.

En gang om ugen sørger Råhandel for, at fødevarerne bliver kørt ud til et lokalt opsamlingssted, hvorfra de så bliver distribueret ud til butikker, kantiner og hoteller.

Til efteråret kommer Skjern med. Målet er et blive en landsdækkende on-line markedsplads. Lige nu er der underleverandører til distributionen og tre fuldstidsansatte, bl.a. en programmør og en kok, foruden fire på deltid i Råhandel, der holder til i København.

Støtter de mindre

Et af de vigtige formål for stifterne har været at give støtte til lokalsamfundet og dets producenter.

»Når man handler lokalt, støtter man lokalsamfundet«, siger Solveig Felbo, der grundlagde Råhandel sammen med Christian Coff for fire år siden. Hun er oprindelig uddannet matematiker, han er agronom og lektor ved professionshøjskolen Absalon i fødevareetik og fødevareinnovation.

»Vi startede for alvor med et pilotprojekt i april sidste år sammen med Coop for at se, om konceptet kunne holde. Det kan det, og i november stak det for alvor af«, siger Solveig Felbo og indrømmer gerne, at der er betalt mange lærepenge for at være nået så langt.

»F.eks. startede vi med at spørge producenterne, hvad de kunne tilbyde af varer i stedet for at spørge butikkerne, hvilke varer de kunne sælge. Det var ikke helt det samme«, siger hun.

Lige nu er der 542 varer til salg, 121 færdigtoprettede producentprofiler og 268 kundeprofiler.

Gratis at melde sig

Varerne er alt fra biodynamisk mel fra Østagergård, mjød og cider fra Snorremark og økologisk gedeost fra Jystrup til pølser fra Lejre. Det er gratis for producenter at melde deres varer ind på den moderne grossist-online markedsplads. Producenterne sætter selv deres varer til salg og fastlægger priserne. Udbuddet sendes derefter ud til de aftagere, der er på markedspladsen. Så er det kål og kartofler, som landmand Hansen har brug for at afsætte, så har en mulighed for at finde en aftager. Måske ved at sætte prisen ned eller sælge det som restparti, hvis der ikke er tilstrækkelig stor interesse. Lige nu er det især juice, dansk vin, cider, mel og pølser, der hitter.

Faktaboks

Råhandels forretningsside

  • Det er gratis at have en bod på markedspladsen. Der lægges et gebyr på varen, som betaler omkostningerne (16,25 pct. avance for almindelige kunder).
  • Man sætter varer til salg med pris, bestillingsfrist og beskrivelser af produktion, smag og anvendelse.
  • Man fakturerer det samlede salg én gang om måneden, og Råhandel afregner med kunden. Man får på den måde mindre arbejde med fakturering.
  • Man leverer de bestilte varer til et opsamlingspunkt, og Råhandel står efterfølgende for den videre levering ud til kunderne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle