Sukkerroerne klarer vintervejret

25-30 procent af roerne mangler at blive taget op. Manglende afdræning af markerne bekymrer mere end sne og frost.

"Det sker ofte, at vi får sne og frost i en periode fra 20. november til 10. december, og det sker der i regelen ikke noget ved. Faktisk klarer roerne sig bedre i jorden, end hvis de er lagt i kule, og vi får sikkert lunere vejr igen lidt senere."

Det siger chefkonsulent Niels Viggo Brodersen, Nordic Sugar, om den nuværende situation, hvor der tages sukkerroer op fra snedækkede marker. Ifølge chefkonsulenten sidder stadig 25-30 procent af roerne i jorden, og det er helt efter planen.

"Vi er mere bekymrede for roerne i de marker, hvor kanalerne ikke har kunnet fjerne vandet, fordi kanalerne ikke er renset ordentligt op. Vi har ellers teknologien til at tage roer op under vanskelige forhold, men der er marker, hvor der ikke kan køres selv med bælter på optagerne. Manglende oprensning af kanalerne er et stigende problem for os," siger Niels Viggo Brodersen.

Så længe sukkerroerne sidder i jorden, danner bladene og sneen et beskyttende lag mod frost, men samtidig virker roeplanternes osmotiske tryk og sukkerindholdet som beskyttelse mod frostskader. Når roerne er taget op, er de betydeligt mere følsomme for frost, forklarer chefkonsulenten fra Nordic Sugar i Nakskov.

Sukkerindholdet i roerne er generelt højt i år, men på det seneste er smudsprocenten steget i takt med, at optageforholdene er blevet vanskeligere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle