Opblanding af medicin i vand er bedste metode, men kan ikke altid lade sig gøre.
Der er tre måder at blande medicin i pulverform i en tørfoderautomat: 1. Hælde det oven i automaten, 2. Blande det med hånden i automaten eller 3. Opblanding i betonblander.
»Den eneste ordentlige metode er at blande det i betonblander. Alternativt kan man blande det grundigt i en fodervogn,« forklarer specialtekniker Tommy Nielsen, VSP, der har testet de forskellige metoder.
Vådfoder en udfordring
Hvis man har vådfodring i langkrybbe, kan man hælde medicinen i krybben før udfodringen.
»Hælder man den opblandede medicin i krybben og anlægget og så udfodrer 50 l vådfoder oven i, får man ikke en god opblanding,« fortæller Tommy Nielsen.
En bedre metode er at hælde medicinen i krybben med en vandkande samtidig med udfodringen.
»Den metode kræver naturligvis, at man er til stede,« tilføjer Tommy Nielsen.
Det er Tommy Nielsens erfaring, at vandmedicinering (via drikkevandet) ikke fungerer lige godt i alle besætninger.
»Det kan måske skyldes, at vandforbruget ikke er stort nok,« siger han.
Medliq
For nogle år siden lancerede Danish Farm Design Medliq, der er et system som doserer flydende medicin i krybben over 24 timer.
»Medliq giver den bedste fordeling af alle metoder,« konkluderer Tommy Nielsen.