Svært at sammenligne hollandske og danske tal

I en kommentar til sidste uges artikel om den hollanske udviklingschef hos Provimi, André van Lankveld, påpeger projektchef Gunner Sørensen, VSP, at en direkte sammenligning mellem to sæt tal fra henholdsvis Holland og Danmark altid er behæftet med en vis usikkerhed. Derfor er han varsom med at konkludere for kraftigt på forskellene i både foderforbrug og sodødelighed.

"Jeg kan naturligvis ikke bortforklare, at der er forskel i sodødelighed mellem Holland og Danmark, men jeg er ikke sikker på at forskellen skyldes fodringsmæssige forhold," siger Gunner Sørensen.

Når han studerer statistikken over sodødelighed, mener han nemlig ikke, at det er ernæringsmæssige forhold, der er hovedårsagen til døde søer. Det drejer sig i højere grad om benproblemer, som fodringen ikke i særlig stor udstrækning har indflydelse på.

Derimod kan han godt nikke genkendende til, at det er en god idé med en langsommere tilvækst hos poltene og med mere fibre i sofoderet, som André van Lankveld også anbefaler.

"En langsommere tilvækst hos poltene og højere træstofindhold i sofoderet vil nok gavne den generelle effektivitet, men jeg er usikker på, hvor stor effekt det vil have på sodødeligheden," lyder det fra Gunner Sørensen.

Han mener, at den største enkeltfaktor, der har indflydelse på sodødeligheden, fortsat er management.

"Man kan sige det på den måde, at det i højere grad drejer sig om måden, vi bruger foderet på, end om hvilket foder vi bruger," forklarer han.

mot@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle