Svenskerne kræver mere efter kronefald

De dansk-svenske prisrelationer diskuteret på repræsentantskabsmødet i Arla Foods

De dansk-svenske relationer kom i fokus på repræsentantskabsmødet i Arla Foods i denne uge.

En svag svensk krone har givet anledning til debat om, hvor meget selskabet skal valutakorrigere.

Arla Foods regner i danske kroner og omregner så til svensk kroner ud fra en gennemsnitskurs over en periode med mulighed for kurssvingninger til den ene og den anden side.

Men i de sidste måneder er den svenske krone faldet kraftigt i værdi, og spørgsmålet er så, hvor meget og hvor hurtigt de svenske andelshavere skal have kompensation for dette fald.

50 mio. kr. satte bestyrelsen ekstraordinært af på 2008-regnskabet til de svenske andelshavere, som får ekstra 6,3 svenske øre på den konto. De penge kommer udover et forskud på valutakorrigering på 13,4 øre pr. kg, som blev udbetalt i oktober/december.

Kræver samme pris

Hvordan der i fremtiden korrigeres for valutaen kom til debat i denne uge, og på forhånd var utilfredsheden fra svensk side slående.

Per Andersson fra Sveriges Mjölkbönder - som er pendant til Landsforeningen Danske Mælkeproducenter - mener, at danskerne får 50 svenske øre mere for mælken end svenskerne:

"Havde det været danskerne, som havde været bagefter, var svenskerne kommet til at betale. Sveriges Mjölkbönder kræver samme mælkepris, som danskerne har," udtaler Per Andersson.

Han henviser til, at den danske Arla-notering er 350,92 svenske kr. mens den svenske Arla-notering er 303,50 svenske kr.

Repræsentantskabsmødet sluttede efter LandbrugsAvisens deadline, men læs mere på http://www.landbrugsavisen.dk

himmelstrup@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle