Svin bare med græsset

Mængden af mælk i tank er vigtigere end at præstere en høj udnyttelse af græsmarken i efterårsmånederne.

Flere og større felter med buskgræs er at foretrække frem for en meget tæt afgræsning og faldende mælkeydelse, mener rådgiver i Jysk Økologi Hans Lund.

»Man bør prioritere at holde ydelsen oppe og så til gengæld acceptere, at køerne sviner med græsset i efterårsmånederne. Når græsudbuddet og kvaliteten falder, er det relevant at opjustere mængden af staldfoder, men man skal gøre det klogt. Hvis man giver fri adgang til foder i stalden, vil køerne vælge den letteste løsning og fravælge en tur til græsmarken. Disciplinen med at gøre dem sultne skal man fortsætte med,« uddyber Hans Lund, som anbefaler, at køerne bider græsset ned til en højde på seks til otte centimeter.

Casper Worm. Østergård ved Ribe, justerer langsomt på staldfodringen, så køerne fortsat er interesserede i at afgræsse. Ud over at øge mængden af staldfoder justerer han også kraftfoderblandingen, så den matcher græsset på marken. Det sker ved at ændre A-blandingens proteinindhold fra 17 til 15 procent.

Gode klove en forudsætning

Foruden at sikre at køerne er sultne efter græs, er det ifølge Casper Worm også ekstra vigtigt, at køernes klove er fit for fight.

»Vi klovbeskærer selv hveranden uge, så vi forsøger at tage problemerne i opløbet,« siger han.

Gode drivveje er et andet fokusområde for den unge mælkeproducent, som har investeret i gummiriste til arealet uden for stalddøren. De første erfaringer er positive, og ristene var nemme at lægge selv, påpeger Casper Worm.

Græsmarker skal holde fem år

Græsmarkerne skal helst holde i fem år, og Casper Worm er flittig til græsmarkspleje for at få det bedste ud af marken - såvel målt på udbytte som holdbarhed. Han eksperimenterer ligeledes med afgræsning af rug og udlægning af nyt græs i de nedbidte rugmarker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle