55 besætninger har sat jagten ind på at redde flere pattegrise

Overlevelsen hos pattegrisene er i de seneste to år gået den forkerte vej. Det er i den sammenhæng, at projektet PattegriseLIV, der blev indledt i denne uge, skal ses.

Baggrunden for det nystartede projekt PattegriseLIV 2.0 er ikke al for munter. For hvor totaldødeligheden blandt pattegrise i 2016 bundede på 21,3 procent efter en årrække med konstante fald, steg dødeligheden i 2017 til 21,7 procent og siden til 22,5 procent i den seneste opgørelse i 2018.

Men den udvikling skal vendes.

Det var det klare budskab fra Christian Fink Hansen, sektordirektør hos Seges Svineproduktion, der tidligere på ugen var med til at skyde PattegriseLIV 2.0 i gang.

»Jeg tror på, at PattegriseLIV 2.0 kan være med til at vende den udvikling. Projektet kan ikke stå alene, for vi skal også fortsætte arbejdet med innovation og formidling af viden, men projektet er en vigtig brik for at få nedbragt pattegrisedødeligheden«, sagde Christian Fink Hansen.

Viden skal spredes til andre

Allerede inden starten på projektet er iveren stor for at nedbringe dødeligheden, idet PattegriseLIV 2.0 er overtegnet med deltagelse af 55 besætninger, der samlet står for knap syv procent af hele landets sobestand. Oprindeligt var projektet skaleret til 25 besætninger.

»Jeg er helt vildt positiv over, at der er så mange besætninger, der vil være med til at arbejde på det her område. Erfaringerne fra projektet skal gerne brede sig som ringe i vandet til andre besætninger«, sagde Christian Fink Hansen.

Opstartsmødet med omkring 100 deltagere var spækket med faglige input, som besætningerne skal lade sig inspirere af. Siden skal de deltage i en række staldskoler og rådgivningsforløb med svinekonsulenter.

Svend Haugegaard fra Laboratorium for svinesygdomme i Kjellerup opfordrede deltagerne til bl.a. at have fokus på, hvornår grisene dør i farestalden. Tidligere undersøgelser har vist, at 60 procent af pattegrisene, der dør, dør på dag 1-4, 20 procent på dag 5-11 og 20 procent fra dag 12 og til fravænning.

»Hvis I ved, hvorfor grisene dør, så kan man målrette sin indsats«, pointerede Svend Haugegaard.

Keld Sommer, svine- og byggerådgiver hos VKST, er en af projektets tilknyttede rådgivere. Han tror på, at motivation ude i besætningerne under det syv måneder lange forløb er afgørende for succes.

»I har allerede vist, at I er motiverede for at gøre en forskel, ellers var I her ikke. De rådgivere, I har tilknyttet, er topmotiverede«, sagde han og uddybede:

»Det har aldrig kunnet betale sig mere end nu at redde pattegriseliv. Hvis I går all in, så skal det nok lykkes«.

Faktaboks

2 facts om PattegriseLIV-projekterne

  • Forbillede: PattegriseLIV 1.0 var et succesrigt projektforløb, som Seges Svineproduktion stod bag i 2015-2016. Her var 29 besætninger med, og de nåede over projektperioden på halvandet år en række forbedringer, herunder en forøgelse i antal fravænnede grise pr. årsso fra 31,0 til 33,0 grise, DB pr. årsso blev løftet 90 kr,, og så var der hos 23 ud af 29 besætninger opnået en forbedret overlevelse hos pattegrisene. Totaldødeligheden gik fra 22,0 til 20,9 procent. 13 af besætningerne endte projektet med at komme på 20 eller under 20 procent i totaldødelighed. 
  • Videre forløb: De deltagende besætninger skal nu i gang med en stribe rådgivningsforløb med tilknyttede rådgivere og deltage i staldskoler med andre besætninger, der arbejder med samme problemstillinger. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle