Fødselsvægt og mavesår hænger sammen

Pattegrises fødselsvægt fortæller om risikoen for at udvikle mavesår. Det viser foreløbige tal fra Københavns Universitet.

Juan Miguel Vidal fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab (Landbohøjskolen) undersøgte i 2018 200 10-ugers smågrise fra 10 risikobesætninger for mavesår.

Knapt halvdelen, 46 procent, havde ingen tegn på mavesår. 30 procent havde forstadier til mavesår, og 24 procent havde udviklet mavesår.

Han undersøgte også 58 pattegrise for mavesår.

»Blandt disse 20 dage gamle pattegrise fandt vi ingen med mavesår, kun to med forstadier til mavesår«, fortæller han.

Årsager

Årsagerne til mavesår er kun delvist klarlagte.

»Risikofaktorerne er bl.a. findelt foder, pelleteret foder, ad lib fodring og sult«, fortæller Juan Miguel Vidal.

Det er derimod fortsat uafklaret, hvorfor grise, der vokser op i samme miljø, får samme fodring og er udsat for samme sygdomspres, har meget forskellig sandsynlighed for at udvikle mavesår.

Fødselsvægt

Måske er Juan Miguel Vidal kommet lidt tættere en forklaring. Selv om han ikke er færdig med at analysere data, indikerer de, at fødselsvægten har betydning for sandsynligheden for, at grisen udvikler mavesår.

»Vi sammenholdt fødselsvægt med sandsynligheden for, at grisen udviklede mavesår, og fandt en sammenhæng«, siger han.

Hans foreløbige konklusion er, at en gris med en fødselsvægt helt nede omkring 600 g har 30-40 procents sandsynlighed for at udvikle mavesår. Er fødselsvægten 1,5 kg, er sandsynligheden halveret til omkring 20 procent, og med en fødselsvægt over 2 kg ligger sandsynligheden for mavesår under 10 procent.

»Fødselsvægten kan være med til at forklare, hvorfor grise opvokset i samme miljø og med samme fodring, har forskellig sandsynlighed for at udvikle mavesår«, fortæller han.

Ikke ved vejs ende

Baggrunden for Juan Miguel Vidals interesse for mavesår var bl.a., at man i 2015 så en stigning i forekomsten af mavesår hos smågrise. Før 2015 havde mavesår langt overvejende været et problem hos slagtesvin og søer.

Selv om han har fundet en sammenhæng mellem udviklingen af mavesår og fødselsvægt, understreger han, at det er nødvendigt at bearbejde data yderligere for at drage en endelig konklusion.

Faktaboks

Mavesår

  • Kan opstå både hos smågrise, slagtesvin og søer
  • En ny undersøgelse viser, at lav fødselsvægt disponerer mavesår

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle