Konsulent bag nyt koncept: Vi skal og kan løfte smågrisenes produktivitet

Smågrisenes produktivitet har stået stille i mange år, og det forsøger et nyt rådgivningskoncept fra SvineRådgivningen at ændre på.

Produktionskoncept Slagtesvin er en af inspirationskilderne til et nyt rådgivningskoncept hos SvineRådgivningen, der har kørt siden marts.

For hvor slagtesvin tidligere blev udskældt for at stå stille på tilvækst og foderudnyttelse, er der kommet fart over feltet i det seneste årti med kraftigt forbedret foderudnyttelse og en tilvækst, der har flyttet sig næsten 100 gram på ti år. Det har produktionskonceptet for slagtesvin også en andel i.

Fremgangen er noget mere begrænset for smågrise. Den seneste landsgennemsnitsopgørelse, der udkom i juni, viser således en daglig tilvækst på 448 gram i både 2010 og 2019. Altså ingen forbedringer på tilvækst på ti år, mens foderudnyttelsen dog er gået fra 1,93 FE til 1,84 FE pr. kg tilvækst.

Men produktiviteten skal gerne løftes fra det nuværende niveau i rådgivningskonceptet, der har fået navnet EliteSmågrise.

»Vi tror på, der er et stort potentiale hos smågrisene, der har stået i stampe i mange år«, siger Bjarne Knudsen, svinerådgiver hos SvineRådgivningen, og nævner, at rådgiverne i forløbet også ser på farestaldens rammer, herunder alder og størrelse på grisene, når de flyttes til smågrisestalden.

Vejehold indgår i koncept

Sammen med en række kolleger har han skelet til Produktionskoncept Slagtesvin og overført nogle af tankerne om systematik og vejehold til EliteSmågrise.

»Oprindeligt tænkte vi konceptet sammen med 2022-kravet om nul zink, men vi har godt kunnet mærke, at der har været en højkonjunktur, hvor producenterne ikke har været så interesserede i at prøve noget nyt af. Derfor har vi ændret fokus en smule, så vi fra starten har fokus på at forbedre dødeligheden, tilvæksten og foderudnyttelsen. Når vi så har fået rammerne og produktionen i fremdrift, er det naturligt at prøve sig frem med fravænning uden zink«, siger Bjarne Knudsen.

SvineRådgivningen står ikke alene med at have fokus på smågrisene.

Seges Svineproduktion har tidligere fortalt, at der i kulissen arbejdes på et koncept for smågrise a la Produktionskoncept Slagtesvin.

»Vi har godt vidst, at der var lignede overvejelser hos Seges, men vi mente, vi havde kapaciteten til at gå i gang nu, og derfor gjorde vi det«, siger han.

Faktaboks

4 facts om konceptet

  1. Baggrund: Manglende forbedringer hos smågrise gennem en række år og erfaringer fra Produktionskoncept Slagtesvin fik SvineRådgivningen til at udvikle konceptet.
  2. Indhold: EliteSmågrise strækker sig som udgangspunkt over et år og består af et afklaringsbesøg, et startbesøg, mulighed for ledelsessparring, to opfølgningsbesøg og løbende deltagelse i staldskoler for deltagerne i konceptet.
  3. Indsats: Foruden at være villig til at gøre en indsats og prøve nye ting af er det et krav, at der løbende vejes grise. For hjemmeblandere skal der samtidig laves sigteprøver med faste mellemrum.
  4. Mål: Forventningen hos rådgivere fra SvineRådgivningen er, at der opnås forbedringer for foderforbrug, tilvækst og procent døde grise.

Emneord Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.