Pasningen bestemmer dødeligheden

VSP har i en ny undersøgelse set på, hvad der karakteriserer besætninger med henholdsvis høj og lav dødelighed.

Sohold med lav dødelighed hos pattegrisene var karakteriseret ved at højtryksrense før indsættelse og ved konsekvent at åbne pattegrisehulerne dagligt.

»Sohold med høj dødelighed havde derimod flere gamle søer end gennemsnittet,« forklarer Poul Bækbo, VSP.

Amerikansk PRRS øger dødeligheden

Hos smågrise havde besætninger med amerikansk PRRS og mange brokgrise også høj dødelighed.

Besætninger med lav dødelighed flyttede restgrise til tomme stier og brugte tørfoder frem for vådfoder.

Slagtesvinebesætninger med høj dødelighed havde ofte amerikansk PRRS, ligesom de flyttede restgrise tilbage til sektioner med yngre grise.

»Det er overraskende, at amerikansk PRRS faktisk er den eneste sygdom, der havde betydning for dødeligheden,« siger Poul Bækbo.

Slagtesvinebesætninger med lang tomperiode mellem holdene havde generelt lav dødelighed.

Sammenhæng

Ken Steen Pedersen, Ø-Vet, har som praktiserende dyrlæge medvirket i undersøgelsen.

Han tolker resultatet således, at de fleste sygdomme kan kontrolleres i en sådan grad, at det ikke påvirker dødeligheden.

»Men jo flere sygdomme der er i besætningen, jo mere vil det generelt hæve besætningens forbrug af både vacciner og antibiotika. Sygdomme påvirker også effektiviteten og det økonomiske resultat,« påpeger han.

Dermed er der fortsat en klar sammenhæng mellem forekomsten af sygdom og det forventede forbrug af vacciner og antibiotika i besætningen.

Amerikansk PRRS svær at styre

Ken Steen Pedersen kalder amerikansk PRRS for en vanskeligt kontrollabel sygdom.

»Vi har normalt succes med at kontrollere dansk PRRS gennem vaccination og karantæne. Desværre har vi ikke samme succes, når det drejer sig om amerikansk PRRS. Den opfører sig mere uforudsigeligt og i mange tilfælde også mere aggressivt,« forklarer dyrlægen.