Starter produktion af dansk græsprotein i maj

Et ombygget fabriksanlæg i Nybro ved Varde er klar til at modtage første læs.

BioRefine lægger ikke skjul på, at de ser store perspektiver i en produktion af dansk protein baseret på græs.

Sidste år blev der produceret en mindre mængde græsprotein på et lille anlæg i Foulum. Proteinet har nu med godt resultat været testet til forskellige dyregrupper, herunder smågrise, og om to måneder modtager anlægget i Nybro de første læs græs.

»2021 vil være et indkøringsår for anlægget i Nybro. Fra 2022 forventer vi at producere 7.000 ton, som er fuld kapacitet«, siger Vagn Hundebøll, adm. dir. BioRefine.

Han tilføjer, at man senere i år tager stilling til en eventuel udvidelse af produktionen ud over de 7.000 ton.

Råvaren kommer fra økologiske planteavlere og kvægbrugere i området.

Perspektiver

Vagn Hundebøll ser store perspektiver i dansk græsprotein.

Der er for eksempel mindre nedsivning af nitrat fra en græsmark end fra afgrøder som korn og majs.

Flerårige afgrøder som græs wgiver et mindre klimaaftryk og større lagring af CO2 i jorden.

Græsprotein kan sikre forsyningen af økologisk protein til økologiske husdyrproducenter, ligesom græs kan dyrkes på arealer, der skal beskyttes til drikkevandsressourcer.

»På længere sigt kan vi reducere importen af protein til Danmark«, forklarer han.

Vagn Hundebøll tilføjer, at man også arbejder med teknologi, der kan gøre græsprotein anvendeligt til fødevarer.

Faktaboks

Græsprotein

  • Produktionen sker i selskabet BioRefine.
  • BioRefine ejes af DLG (50 pct.) og af Danish Agro og DLF (hver 25 pct.).
  • Anlægget har hidtil fungeret som græstørreri.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle