En sydkoreansk landbrugsdelegation besøgte forleden Danmark for at lade sig inspirere af danske svineproducenter, rådgivere og virksomheder.
Sydkorea har taget de spæde skridt ud i en opbygning af en egentlig landbrugsindustri med særligt fokus på svineproduktion. Derfor har delegationen, der består af 17 svineproducenter, veterinærer samt rådgivere og universitetsfolk, været i Danmark og Holland for at kigge over skulderen på landmænd med en lang årrække af erfaringer.
"Koreanerne har tidligere søgt inspiration, da de opbyggede deres tekniske/teknologiske industri, men nu har fokus flyttet sig til fødevarer, og det er blevet landbrugets tur til at få et løft," siger Anders Frigaard hos DanishKnowHow, der har arrangeret kurset.
Lære af hinanden
Ugen igennem har delegationen ladet sig fascinere af de danske landmænds åbenhed omkring produktionen og regnskaber.
"De asiatiske landmænd er vant til at holde kortene tæt til kroppen og er meget inspirerede af danskernes, hvis jeg kan lære noget af min nabo, så snakker vi om det-mentalitet", siger Anders Frigaard.
Han har oplevet, at delegationen ugen igennem har åbnet sig mere og mere og suger til sig, når de oplever danskerne tale om ERFA-grupper og samarbejdet med naboerne.
Skaber bånd
Den sydkoreanske delegation lærte blandt andet om management, staldbyggeri og andre bygningsmæssige muligheder, fodring og veterinære forhold.
Og DanishKnowHow, der har været med rundt på turen, håber at kunne skabe bånd mellem virksomheder med kommerciel interesse i at udbygge i udlandet og altså delegationer, der vil tage ved lære af de danske metoder og fremgangsmåder.
"Vi forventer, at de kan få masser af viden om, hvordan man også kan gøre tingene. De skal inspireres af det link, der i Danmark er mellem primærproducenten, rådgiveren og de andre aktører i svineproduktionen, og så har de muligheden for at møde eksperter på området, som de senere kan trække på," fortæller han.
DanishKnowHow har tidligere haft succes med besøg fra blandt andet Kina, som siden hen har affødt et samarbejde med kinesiske virksomheder.