Sympati, men ingen klare svar fra minister: »Der bliver knoklet«

Ministeren lover, at der bliver knoklet med at udbetale erstatning til minkavlerne - hvornår arbejdet går i gang, kan han ikke svare på.

Minister Rasmus Prehn (S) kalder Jens Arne Christensens situation for ulykkelig, men klare svar har han ikke til den frustrerede minkavler og resten af branchen.

»Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg har stor sympati og medfølelse med Jens Arne Christensen og hans ulykkelige situation«, siger ministeren.

LandbrugsAvisen har spurgt, hvornår bekendtgørelserne er færdige, og hvornår arbejdet med at vurdere minkfarmene landet over kan gå i gang, men uden svar.

»Jeg kan forsikre om, at der bliver knoklet for at få den fulde erstatning på plads, som minkavlerne er blevet lovet«, lyder det fra Rasmus Prehn i en skriftligt svar.

Voldsomt kompleks

25. januar vedtog regeringen en bred politisk aftale, der skulle sikre fuld og hel erstatning til minkavlerne.

Omkring 18 mia. kr. regner man med, at minkerhvervet skal have for at blive lukket ned her og nu.

Siden har embedsmændene i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri arbejdet med at få aftalen udmøntet, men det er en kompleks sag ifølge ministeren.

»Opgaven er voldsomt kompleks, og vi har de bedste folk på til at håndtere opgaven. Jeg har kun det ønske, at Jens Arne Christensen og alle andre får deres erstatning hurtigst muligt«, siger Rasmus Prehn.

Vurderinger ikke startet

Planen er, at der skal nedsættes seks taksationskommissioner. Det er dem, der skal vurdere landets mere end 1.000 minkfarme.

Ministeriet oplyser, at Fødevarestyrelsen er i gang med at rekruttere folk til kommissionerne, så de kan komme i gang, når bekendtgørelserne er på plads.

Hvornår det sker, kan vi ikke få svar på.

Ministeriet forventer dog, at den sidste udbetaling er udbetalt tre år efter, taksationskommissionerne har startet arbejdet.

Granksning igang

Sideløbende med erstatningsspørgsmålet skal en kommission undersøge statsministerens rolle i minkskandalen.

Det drejer sig om, at der viste sig ikke være lovhjemmel bag beslutningen om at aflive alle mink.

Granskningskommissionen begynder sit arbejde med en række afhøringer i efteråret.

Faktaboks

Ny minister

  • Minkskandalen væltede daværende minister Mogens Jensen (S).
  • Siden overtog Rasmus Prehn (S) ministeriet og skandalen. Der har ikke været nogen konsekvenser for embedsmænd i sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle