Tænk jer om før næste slagterilukning

Hvad er det for en verden, vi lever i? Det kan da ikke passe, at enhver er sig selv nok, eller hvad?

Er det forbudt at tænke på de samfundsrelevante aspekter i at drive en virksomhed? Jeg spørger bare.

Danish Crown, Grindsted, lukkede 29. september 2006, og hvad er der så sket siden med resten af fabrikkerne i Danish Crown? Er der svin nok?

Jo, der er svin nok. Der er sket det, at svineprisen i Tyskland lige nu er lavere end her i landet. Så som nytårsgave til de tilbageblevne medarbejdere har de fået lov til at arbejde over hver lørdag til uge 23, 2007.

Sådan går det, når "nogle" andelshavere satser på den korte indtjening. Det skal forstås, at man som andelshaver er medejer af de slagterier og forædlingsfabrikker, som man har i fusionen, og det må vel være helt naturligt, at på disse fabrikker skal der produceres med optimal bemanding. Kort sagt, der skal fuld damp på kedlerne. Pengene ligger, hvor dækningsbidraget er størst.

Men hvad er det der sker, når nogle andelshavere vælger at sende alt hvad de kan til Tyskland på grund af højere afregning? Jo, det bliver meget svært at planlægge og producere optimalt. Og hvem er det der betaler prisen, når nogle svineproducenter går efter hurtig indtjening? Det er såmænd dem der loyalt lever op til de indgåede aftaler med Danish Crown. Hvorfor det? Jo, på grund af de lørdage som nu tages i brug til ekstra arbejde. Det er jo dyrere at slagte om lørdagen.

Hvem tænker på de medarbejdere der knokler i 40 timer, og som så får puttet en ekstra dag på ugen med hårdt fysisk arbejde? Det kan kun alt andet lige være psykisk og fysisk belastende. Og hvem samler så dem op, der mentalt går ned på det? Hvem tænker på deres familieliv og helbred? Igen ender regningen hos medarbejderen, kommunen og dermed samfundet.

Hvad sker der så, når prisen igen stiger i Tyskland? Jo, så står de samme andelshavere i kø for at få grise slagtet dernede med dyre omkostninger til følge, samt nedgang i den danske produktion med eventuelle afskedigelser til følge.

Og igen er det den loyale svineproducent der betaler prisen, for nu er dækningsbidraget ikke optimalt. Man kan vel næsten sige, at mens nogle svineproducenter bøjer sig ned og samler den ekstra hundredkroneseddel op, så taber de en plovmand ved deres egoisme.

Harmen og vreden over lukningen sidder stadig så dybt i en, at hver gang man passerer området, får man det skidt og tænker grimme tanker. Især når man erfarer, at virksomheden Danish Crown byder de medarbejdere, som er i arbejde, på overarbejde i de næste 23 uger.

Jeg troede, Danish Crown var en andelsbevægelse, hvor sol og vind deles lige, men nej. Solidaritet er ikke noget, man tænker på, når den tyske afregningspris er højst.

Nej, for så tæller ekstraindtægten højere end solidariteten. Solidariteten strækker sig ikke længere end til, hvad kommer mig bedst til gode. Så er jeg ligeglad med, om medarbejderne skal arbejde over, eller om der igen skal lukkes en afdeling.

Hvem betaler for solidariteten? Det gør de landmænd, som overholder deres aftale med Danish Crown og tænker samfundsmæssigt.

Hvor er det ynkeligt at erfare, hvordan virksomhedsejere skalter og valter med andres ve og vel for at tilgodese deres eget egoistiske liv. Hvis Danish Crown ikke havde lukket Grindsted, havde mange været i arbejde og glade i dagligdagen. Det var trods alt en stabil medarbejderskare, der blev sendt på gaden den triste 29. september.

Min opfordring til Danish Crown er, at de bør undersøge og slå hårdt ned på de leverandører, som udnytter situationen.

Samt: Tænk jer om næste gang, inden I lukker et slagteri.

Bjarne Nielsen
Sdr. Boulevard 289
7200 Grindsted

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle